Hej kære forum
Her er lige et snapshot af mit nuværende anlæg.
Subwoofer set forfra samt matchende "sengebord" med aftagelig sort skumfront til de små elektronikbokse. On top en passiv preamp til hands-on kontrol af volumen
Alt undtagen subwoofer er udskiftet i starten af året - det hele startede med "det store chromecast-nedbrud i foråret".
Efter at have gået adskillige dage uden musik, tænkte jeg at noget måtte gøres - og det blev til indkøbet af en Wiim Pro, thi jeg ville have en streamer der også kunne håndtere Chromecast.
Brugergrænsefladen hos Wiim er super - det samme kan dog ikke siges om analoglyden ud; tam, udetaljeret og uengagerende.
Det medførte så indkøbet af en ekstern DAC, i første omgang SMSL SU-1, som mange syntes var helt fantastisk til prisen (omkring1.000 hvis jeg husker korrekt).
Det var en forbedring til analog output, men så var det heller ikke vildere. Jeg læste flere reviews, og SMSL's D6S virkede som en god opgradering: Yes, nu nærmer vi os noget. Markant forbedring.
First Lesson: DACs påvirker den oplevede lydkvalitet i høj grad. Efter en periode læste jeg endnu flere reviews, og jeg endte så med endnu en SMSL dac: SMSL M500 mk2 (der er også en mk3, som skulle være endnu bedre).
TV: 2 stk "naked" Aiyima (uden kabinet, blot for/bagplade) med ekstra køleribber. TH nederst: Wiim Pro. TH øverst: SMSL M500 mk2 DAC
Min trofaste Rega Brio forstærker virkede nu lidt tung i bagenden (mørk i lyden, udetaljeret), som en amerikanerbil med V8 motor og flere tons stål, så af ren nysgerrighed indkøbte jeg både en Fosi Za3 samt en Aiyima A07 Max, som begge skulle indvarsle en ny tid for klasse-D forstærkere. Begge var bestemt interessante - Rega Brio'en (version 6) blev hurtigt solgt, og nu var det mere et spørgsmål om, hvilken klasse-D der skulle forblive her.
Lang historie kort, så lød Fosi'en mere gylden og analog i mit setup end Aiyima'en, som til gengæld bragte mig tættere på live-oplevelsen. Dette faktum - samt at Aiyima'en var væsentligt billigere, nemmere at skille ad/samle, for at prøve andre opamps, gjorde udslaget - Aiyimaen vandt, Fosi'en (som til gengæld havde et mere lækkert design og desuden ikke blev tilnærmelsesvis så varm som Aiyimaen med en 48V / 10A spændt for) blev solgt.
Ja, jeg købte en 48V / 10A strømforsyning - ikke fordi jeg havde brug for ekstra watt, men fordi jeg havde en fornemmelse at at jeg ville få bedre dynamik derved. Den fornemmelse har jeg stadigvæk, men det kan sagtens være placebo.
Åh ja - opamps: jeg købte en håndfuld forskellige, herunder OPA1612 (som lyder pænt, men for "bogholder-agtigt"), samt OPA1656 som i Aiyimaen giver en mere live-agtig fornemmelse. Ja, og så endte jeg med at købe endnu en Aiyima A07 Max + 10A strømforsyning, så jeg kunne køre i mono-konfig; det gav så et bedre stereoperspektiv og seperation af instrumenter og artister, uden at det dog lyder kunstigt. Læg dertil en linær strømforsyning til Wiim'en samt et strømfilter der rent faktisk virker, og næsten hele anlægget er beskrevet. Og senest, ekstra køleribber til Aiyima'erne, som ellers bliver varme som h...... med 48V / 10A PSU spændt for.
2 stk Aiyima A07 MAX på højkant uden kabinet og med ekstra køleprofiler
Det hele styres via Wiim-appen, hvor der kan EQ'es og meget andet sjov, samt spotify-appen. Jeg købte derudover en passiv preamp, så der også er en fysisk knap til regulering af volumen - og lige den her passive fætter gør det ret fint, og banker eksempelvis Tisburys passive preamp til 4x prisen af banen - den sorte kinafætter skaber orden i musikkens mange lag, hvis man kan sige det sådan.
Subwooferen er en Earthquake FF12, som udmærker sig ved at være musikalsk; til gengæld går den ikke vanvittigt dybt. Af andre plus er, at der er line in/out, så jeg kan sende analogsignal fra dac'udgang via kina-preamp og ind i subben, som efterfølgende sender alt over 100 hz videre til bookshelf-højttalerne; som kvitterer med øget gennemsigtighed, da de ikke skal belastes med at skulle forsøge at spille dybbas.
Mange højttalere har været igennem, og jeg har gennem årene selv bygget nogle forskellige (rundstrålende, open baffle samt fuldtonehøjttalere i horn bl.a.) - så selvbyg var vejen frem, men noget småt, der kunne supplere subwooferen var målet.
Jeg fandt de afbildede 7-liters kabinetter med porte und alles på Aliexpress, 900 kr for sættet incl. levering - og de passede perfekt med SB Acoustics SB12NRX25-4 4" Midrange Woofer, både i udskæring og kabinet. SB-acoustics enheden udmærker sig både med en Fs på 55 hz, en ok følsomhed, samt en frekvensgang op til 10 kHz før den hurtigt ruller af. Oprindeligt havde jeg tænkt mig at kombinere den med en open-back planar diskant fra GRS monteret på toppen og et 1. ordens filter, da begge dækkede et bredt frekvensområde - men det blev aldrig godt.
I ren frustration prøvede jeg så at køre SB-enheden uden filter - og den gjorde det faktisk ganske godt, men der manglede noget luft i toppen. Efter endnu en tur på Aliexpress havde jeg erhvervet mig et sæt top-diskanter (ja, til montering på toppen af kabinettet, med fødder og i bedste "Nautilus-stil" - og med en 3,3 uF kondensator monteret i foden som udgangspunkt) - og det lød faktisk ganske godt. Således blev "DDM DIY HT" (Den Dovne Mands Do It Yourselv HøjtTaler) født: Bor to huller i toppen til diskantkabler, monter dem på diskantfoden der skrues fast, før dem ind i højttaleren og forbind dem med højttalerterminalerne. Forbind højttalerkabler fra SB-enheden til højttalerterminalerne og skru enheden fast i kabinettet). Nye højttalere på mindre end en time - og de lyder fino.
Internkabling til bas/mellemtonen er Van Damme 1,5 mm2 LC-OFC kabel - det samme kabel som jeg også bruger som højttalerkabel i øvrigt i 2x3 meter konfiguration. Signalkabler er Mogami 2549 hele vejen igennem, coax-kabel fra Wiim til Dac er et no-name kinakabel, som faldt bedst ud blandt en håndfuld alternativer...
Herunder et par billeder af "Den dovne mands højttaler" fra diverse vinkler