Jeg ved ikke, om det er gået andre end mine ører og øjne forbi, men sørme om ikke Linn har skiftet DAC chip leverandør fra Wolfson, som i mellemtiden er købt af Cirrus Logic, til Japanske Asahi Kasei Microdevices AKA AKM.
Når man skifter leverandør af chips, så må man hellere lave en marketingstunt ud af det, som i det her tilfælde er blevet døbt "Katalyst".
Linn siger, at de har taget en helt ny synsvinkel på konvertering, og det har så betydet, at AKM er blevet valgt, åbenbart til AKM´s egen overraskelse.
Jeg har forsøgt at grave lidt ned i Katalyst teknologien, som jo vanen tro er ganske revolutionerende.
Så vidt jeg kan forstå går det ud på, at hvert trin i DAC chippen skal have sin egen strømforsyning, jeg mener de har 5 forskellige forsyninger til konverteringen.
Specielt lægger de vægt på referencespændingen, som på den anvendte chip AK4497 er trukket ud separat fra chippen.
At AK4497 er en fin chip, skal der ikke herske tvivl om, de er i dag nok indehaver af 2. pladsen, når det gælder THD+N og Dynamik.
Samtidig ligger de solidt til, når det gælder implementering, som er enkel og ligetil på AK 4497.
Men Linn´s helt specielle implementering af denne chip skulle så være sensationen.
Ud over strømforsyningerne går det så ud på, at data iflg. Linn´s chefingeniør skal "forberedes", hvilket vil sige up-samples, og at der skal anvendes en præcis clock, og så slår de også et slag for deres nye analoge sektion.
AKM chippen klarer 32/764 og er derved ved grænsen for, hvad der kan laves for tiden. Derfor up-sampler Linn signalet til netop den bitdybde og sample rate, præcist som man gør hos ESS internt i deres ES9018. Linn bruger blot en FPGA.
Clocken har fået sin egen powersupply, og er derved blevet mere støjsvag og nøjagtig.
Den analoge sektion er lidt et kapitel for sig, men der er ikke meget at læse om den.
Det man kan se med det blotte øje er, at det stadig er an transformatorkoblet udgang, som er bestykket med op-amps.
Den nye arkitektur med separate forsyninger til de forskellige kredsløb, har åbenbart ikke sænket behovet for afkoblinger. De sorte fiduser med en hvid streg i den ene ende er polymerkondensatorer med tantal elektroder. Altså tantaler fra Vishay, hvis nogen skulle være i tvivl. Verdens måske dårligst lydende kondensator. Den har såmænd også fundet vej helt ind i den analoge sektion, hvor den flittigt bruges direkte på fødderne af de signalbehandlende op-amps.
De er så bypassed af MLCC, som så kun er verdens næstværste kondensator til analoge forstærkerkredsløb.
Det fede er så, at det kan faktisk være ligegyldigt, fordi signalet skal efter filtrering og forstærkning igennem et par "High End" Lundahl audiotransformere.
Om jeg forstår, hvem der gider bøvle med, at optimere små subtile forhold, for at forbedre performance ved specielt meget svage niveauer, for så at sætte det hele til i en tilpasningstransformer, som er belæsset med hysterese.
Er der nogen, der kan forklare mig logikken i det her?
Jeg er helt med på, at Linn gerne vil have en bestemt sound, men hvorfor så rode med absolut akademiske optimeringer?
Og så er det i øvrigt også morsomt, at det de så kalder "Katalyst", har været en del af vores lille DAC projekt siden det blev født.
Oven i købet bruger vi 2 trins reguleringer til alle digitale og analoge kredse, i alt 14 stk. til hele molevitten.
Hvor er det nye?
Her
kan du læse om AKM´s møde med Linn´s direktør og deres chefudvikler.