De kabler du nævner har med garanti ikke en karakteristisk impedans på 75 Ohm.
Der kan til 75 Ohm kun anvendes coax, og stikkene kan faktisk ikke engang loddes på.
Man er nødt til at crimpe, for at holde impedansen, og derfor ser du aldrig BNC stik, som skal loddes, idet BNC faktisk overholder de 75 Ohm.
RCA stik overholder ikke 75 Ohm standarden, men der er nogen, som har forsøgt, at nærme sig tilpasning. Det er Canare, som har lavet et system til påcrimpning af RCA stik.
Blue Jeans Cable anvender disse stik på deres coax kabler. Der findes også hunstik til chassis montering fra Canare, og man ser tydeligt hvad det er de forsøger på.
Som du selv er inde på, så er forholdet mellem inderleder og skærm af betydning for den karakteristiske impedans, men også en række andre forhold gør sig gældende.
Idéen med at impedanstilpasse er, at hvis du terminerer korrekt i begge ender, og at elektronikken inde i både receiver og transmitter overholder impedansen, så vil kablet imellem uanset længde, fra afsenderenden se ud som om, at det er uendeligt langt.
Det resulterer i, at et signal afsendt, aldrig vender tilbage igen på nogen måde.
Hvis man ikke overholder tilpasningen, så vil signalet ikke fuldstændigt absorberes i modtagerenden, og derfor returnere.
Det kender de fleste af os fra analoge TV apparater, hvor der så opstår skygger på billedet. Det er præcist samme fænomen.
Det kaldes stående bølger eller reflektioner, og resulterer i signaler, som ikke er en del af nyttesignalet.
De kabler du nævner med ledere der ligger parallelt, vil lide af det fænomen til en vis grad.
Matematikken omkring transmissionslinieteori, kan godt se lidt langhåret ud, men på et tidspunkt havde jeg en debat med en civil ingeniør om emnet. Det begyndte sjovt nok med, at han påstod, at kablet kunne være rimeligt ligegyldigt.
Men efter at have regnet lidt på det, fordi jeg hårdnakket påstod, at der altså er forskel på kabler og stik, så kom han frem til, at et S/P/DIF kabel bør være termineret så tæt på 75 Ohm som muligt, og længden på kablet bør være ca. 1,5 m eller mere.
Standarden foreskriver maks 10 m for S/P/DIF, med RCA, maks 100 m for ballanceret AES3 med XLR og maks 1.000 m for AES3 uballanceret med BNC.
AES3 uballanceret er i princippet S/P/DIF med dobbelt udgangspænding.
Så der er forskel på om man går det ordentligt eller ej. Mit til dato bedste S/P/DIF kabel er uden konkurrence Canare LV-77S med Canares egne crimp stik.
Hvis man gerne vil bruge penge på et fint S/P/DIF kabel, så er man næsten helt sikker på, at få et dårligere resultat, end hvis man køber et mere "standard" kabel.
Som allerede sagt, så er RCA stik som udgangspunkt ikke impedanstilpassede. Dernæst så er de kabelproducenter, som laver store mængder impedanstilpassede kabler ret godt med mht. kravene og processerne.
Det kan man ikke helt sige om de banditter, som laver kabler til audiobrug. Jeg ville aldrig vælge den slags producenter, og endnu mere sjældent læse alt deres vås om, hvor dygtige de er. Fakta er, at det er den sikre vej mod dårligere performance, med mindre producenten har fået lavet sit kabel hos nogen der har forstand på netop det.
Mht omskifteren så ville jeg i stedet vælge en DAC med tilstrækkelig antal indgange.
Og så vil jeg selvfølgelig lige i en snæver vending nævne, at vi påregner, at lave en ny badge af vore eLABS apparater, hvor DACén har 4 indgange, heraf 2 coaxiale.
Det kommer der mere om senere.