Syv rigtige!

Ribbontweeter skrev: Samme illusion blev lavet i midt 70erne i en artikel i high fidelity, så man kan vist roligt sige at enten bliver hjernen godt og grundigt snydt, eller også var anlæggene incl højttalere lige så gode dengang

Vi bliver desværre oftest snydt af vores egen hjerne, for det er nu engang bare sådan den er bygget op. Jeg “kæmper” selv imod de ting min hjerne fortæller mig i ubevistheden. Alle de valg vores hjerne tager bygger på rigtig mange ting og vores sanser. Der for skal vi helt nulstille hver gang vi skal tage stilling til noget og det er bestemt ikke kun når vi snakker lyd.

Der for jeg også er fortaler for blindtest, for alt kan måles, og forklares. Men kan man hører det.
En af de sjove ting jeg altid syntes er sjov at fortælle når nogle mener de kan hører forskel på forskellige ting og sager og det ikke er en blindtest:
Et lille bryggeri skal til at sælge deres øl, men ved ikke hvilken ediket de skal bruge, da de har lavet nogle forskellige. Reklamemanden siger til ham, at der er snart Øl festivalg i Tap2, så det han skal gøre er bare at fylde det samme øl i 4 flasker og sætte 4 forskellige etiketter på, og lad folk smage. Og så vælger du den ediket fra den øl folk bedst kan li. Og Ganske rigtigt, folk kunne smage forskel og en af hans øl, syntes flertallet smagte beder end de andre. Til trods for der var det samme i... Se det i TV for nogle år siden. Og gjorde mig opmærksom på hvor meget, især vores øjne har på vores valg...

Jeg vil gerne tilføre en synsvinkel, på denne debat.
Tilbage i tiden (90érne), oplevede jeg, "opgradering" af udstyr, ikke nødvendigvis, udmundede i "bedre" lyd.
For beskrive bare et enkelt konkret eks, "Thick as a brick" (Jethro tull), en plade i fleste nok kender.
Med en "gammeldags" nål (ikke så slank) på pladespilleren, fremstår Ian Andersons vocal, med den specielle "brede" ambiente sound, der nok af de fleste, i begyndelsen af 70érne, ansås for essentiel for lyden af Jethro Tull.
Lyt på nummeret "Thick as a brick". Når Anderson, et stykke inde i nummeret synger sætningen, der starter "The poet and the painter casting shadows on the watere", fremstår sangen der, netop med den "brede" sound (med ikke for slank nål).
Med moderne slank nål på armen, konstateres blot, Andersons voice fremstår fra tre punkter (en fra hver ht og en tredje fra midten), og den "specielle" brede sound, som fremstod med den større nål, som pg.a størrelsen, lod udviske præcision i diskant, og istedet fik sangen til fremstå som "en bred voice", er mere eller mindre væk.
Det store spørgsmål er jo, om man vil være tro mod mediet (som den moderne nål må siges, mest at være i denne situation), eller tro mod musikken.
De fleste af os roder vel rundt et sted der imellem.

Foto-karsten.
Kunne det tænkes, folk valgte den øl, hvis etiket de bedst kunne lide, og blev der?
Efterfølgende bliver der logisk nok, så tolket, etiketten der gik flest af, er den folk bedst kan lide.
Der behøves jo ikke have været en situation, hvor folk smagte på alle fire, for så afgøre, hvilken der smagte bedst.
Når folk får øl de kan lide, bliver de som oftest ved samme. Kun meget få prøver nye mærker af, hvilket ses tydligt af "vanetænkningsmåden", dansken drikker sin øl. I københavn, Carlsberg og Tuborg, i Odense Albani, i Aarhus Ceres osv. ikke den store lyst til prøve nyt.

Ribbontweeter skrev: Samme illusion blev lavet i midt 70erne i en artikel i high fidelity, så man kan vist roligt sige at enten bliver hjernen godt og grundigt snydt, eller også var anlæggene incl højttalere lige så gode dengang

Jeg tror ikke man skal undervurdere det bedste fra dengang.
Har en plade med Roy Wood, "Boulders", 1973.
På side to, nummeret, "Miss Clarke and the computer", fremstår Woods voice, fra et lille skarpt defineret punkt, midt imellem gulv og loft, midt imellem h og v ht.
Hele vejen rundt hans stemme, høres/ses samme sang bliver visket.
Når man sidder i lytteposition, får man illusionen af en billed af R. Wood, hængende der midt på væggen, og billedrammen udenom billedet, er den viskende stemme. Total syret.
Men kræver ordentlig udstyr og god pu-justering, for få denne illusion klart frem.
Pladen er fra 1973. Og det utænkeligt, man ikke dengang havde udstyr, godt nok, til fremstå denne illusion. Ideen til en sådan optagelse, udspringer jo af musiker og producers generelle flair for, hvad der kan lade sig gøre, med det færdige medie.

nv skrev: Foto-karsten.
Kunne det tænkes, folk valgte den øl, hvis etiket de bedst kunne lide, og blev der?
Efterfølgende bliver der logisk nok, så tolket, etiketten der gik flest af, er den folk bedst kan lide.
Der behøves jo ikke have været en situation, hvor folk smagte på alle fire, for så afgøre, hvilken der smagte bedst.
Når folk får øl de kan lide, bliver de som oftest ved samme. Kun meget få prøver nye mærker af, hvilket ses tydligt af "vanetænkningsmåden", dansken drikker sin øl. I københavn, Carlsberg og Tuborg, i Odense Albani, i Aarhus Ceres osv. ikke den store lyst til prøve nyt.

Det var faktisk det der var det sjove ved det. Men ser folk komme over, og de spørge om de ikke har lyst til at smage og så fortælle om hvilken de bedst kunne li. Sjovt at hører hvordan nogle enkle stod og gik i dybden om hvordan de syntes de smagte, og hvorfor de valgte som de gjorde.
Og ja, mennesker er vane-dyr, som oftest bliver der hvor vi følger os hjemme

nv skrev: Har en plade med Roy Wood, "Boulders", 1973.
På side to, nummeret, "Miss Clarke and the computer", fremstår Woods voice, fra et lille skarpt defineret punkt, midt imellem gulv og loft, midt imellem h og v ht. Hele vejen rundt hans stemme, høres/ses samme sang bliver visket.
Når man sidder i lytteposition, får man illusionen af en billed af R. Wood, hængende der midt på væggen, og billedrammen udenom billedet, er den viskende stemme. Total syret. Men kræver ordentlig udstyr og god pu-justering, for få denne illusion klart frem.
Pladen er fra 1973. Og det utænkeligt, man ikke dengang havde udstyr, godt nok, til fremstå denne illusion. Ideen til en sådan optagelse, udspringer jo af musiker og producers generelle flair for, hvad der kan lade sig gøre, med det færdige medie.

Den beskrevne illusion opstår hos dig. Det er din oplevelse af gengivelsen som danner den. Den og en række andre beskrivelser du danner, lagres i hjernen som referencer for hvad der fremover er godt. Udebliver et eller flere af disse ved ændring af noget i dit anlæg vil dit nye valg føles forkert. Selv om det måske i virkeligheden alt i alt var til det bedre. Det er faren ved at låse sig fast i en illusion - der var den igen.

Et eksempel på en oplevelse, der har sat sig. Besøg hos en kunde i selskab med vores tekniker. Inviteret til forudgående spisning. Hvidvinsdampede rødtunger. Pink Floyd Dark Side Off The Moon. Kundens nyindkøbte STAX DA 100 klasse A forstærker og Rogers LS3A5. Hedder de vist. De små legendariske monitorer der fortsat spøger i hifiuniversets hellige haller. Oplevelsen - illusionen - af sangerinden bevægende sig frem og tilbage i rummet er aldrig vendt tilbage i en grad som jeg husker det fra den aften.

Men jeg har heller ikke siden fået hvidvinsdampede rødtunger som de smagte den aften.