Syv rigtige!

Ribbontweeter skrev: Samme illusion blev lavet i midt 70erne i en artikel i high fidelity, så man kan vist roligt sige at enten bliver hjernen godt og grundigt snydt, eller også var anlæggene incl højttalere lige så gode dengang

Jeg tror ikke man skal undervurdere det bedste fra dengang.
Har en plade med Roy Wood, "Boulders", 1973.
På side to, nummeret, "Miss Clarke and the computer", fremstår Woods voice, fra et lille skarpt defineret punkt, midt imellem gulv og loft, midt imellem h og v ht.
Hele vejen rundt hans stemme, høres/ses samme sang bliver visket.
Når man sidder i lytteposition, får man illusionen af en billed af R. Wood, hængende der midt på væggen, og billedrammen udenom billedet, er den viskende stemme. Total syret.
Men kræver ordentlig udstyr og god pu-justering, for få denne illusion klart frem.
Pladen er fra 1973. Og det utænkeligt, man ikke dengang havde udstyr, godt nok, til fremstå denne illusion. Ideen til en sådan optagelse, udspringer jo af musiker og producers generelle flair for, hvad der kan lade sig gøre, med det færdige medie.

nv skrev: Foto-karsten.
Kunne det tænkes, folk valgte den øl, hvis etiket de bedst kunne lide, og blev der?
Efterfølgende bliver der logisk nok, så tolket, etiketten der gik flest af, er den folk bedst kan lide.
Der behøves jo ikke have været en situation, hvor folk smagte på alle fire, for så afgøre, hvilken der smagte bedst.
Når folk får øl de kan lide, bliver de som oftest ved samme. Kun meget få prøver nye mærker af, hvilket ses tydligt af "vanetænkningsmåden", dansken drikker sin øl. I københavn, Carlsberg og Tuborg, i Odense Albani, i Aarhus Ceres osv. ikke den store lyst til prøve nyt.

Det var faktisk det der var det sjove ved det. Men ser folk komme over, og de spørge om de ikke har lyst til at smage og så fortælle om hvilken de bedst kunne li. Sjovt at hører hvordan nogle enkle stod og gik i dybden om hvordan de syntes de smagte, og hvorfor de valgte som de gjorde.
Og ja, mennesker er vane-dyr, som oftest bliver der hvor vi følger os hjemme

nv skrev: Har en plade med Roy Wood, "Boulders", 1973.
På side to, nummeret, "Miss Clarke and the computer", fremstår Woods voice, fra et lille skarpt defineret punkt, midt imellem gulv og loft, midt imellem h og v ht. Hele vejen rundt hans stemme, høres/ses samme sang bliver visket.
Når man sidder i lytteposition, får man illusionen af en billed af R. Wood, hængende der midt på væggen, og billedrammen udenom billedet, er den viskende stemme. Total syret. Men kræver ordentlig udstyr og god pu-justering, for få denne illusion klart frem.
Pladen er fra 1973. Og det utænkeligt, man ikke dengang havde udstyr, godt nok, til fremstå denne illusion. Ideen til en sådan optagelse, udspringer jo af musiker og producers generelle flair for, hvad der kan lade sig gøre, med det færdige medie.

Den beskrevne illusion opstår hos dig. Det er din oplevelse af gengivelsen som danner den. Den og en række andre beskrivelser du danner, lagres i hjernen som referencer for hvad der fremover er godt. Udebliver et eller flere af disse ved ændring af noget i dit anlæg vil dit nye valg føles forkert. Selv om det måske i virkeligheden alt i alt var til det bedre. Det er faren ved at låse sig fast i en illusion - der var den igen.

Et eksempel på en oplevelse, der har sat sig. Besøg hos en kunde i selskab med vores tekniker. Inviteret til forudgående spisning. Hvidvinsdampede rødtunger. Pink Floyd Dark Side Off The Moon. Kundens nyindkøbte STAX DA 100 klasse A forstærker og Rogers LS3A5. Hedder de vist. De små legendariske monitorer der fortsat spøger i hifiuniversets hellige haller. Oplevelsen - illusionen - af sangerinden bevægende sig frem og tilbage i rummet er aldrig vendt tilbage i en grad som jeg husker det fra den aften.

Men jeg har heller ikke siden fået hvidvinsdampede rødtunger som de smagte den aften.

Kaj.
Jeg er enig i, det min oplevelse af lydbilledet.
Men nogen gange giver billeder, bare så meget logik i fh til tekst.
Som f.eks, "Ships dont disappear in the night" (1973) med 10cc, fra albummet 10cc.
Et kor synger "Better be nice to Vincent Price".
Koret høres svagt og fjernt, som komme et sted fra under gulvet .
Næste linje synges af forsangeren, midt i stuen, "Whats that noise coming up from the cellar".

Man er ikke i tvivl, lyden som hørtes fra kælderen var et bevidst gimmick.
Bevares, hvis ikke "det hele spiller", lyder koret blot som ligge nede på gulvet, men under alle omstændigheder, længere nede i højde, end forsanger, og giver således stadig mening.

Men som jeg skrev på forrige side i forbindelse med "Thick as a brick", er jeg ikke sikker på, en en spsciel gimmick eller hensigt, kommer bedre til udtryk, med "bedre" udstyr.
Jeg forstiller mig, udstyr må være på kvalitetshøjde med udstyret, fra tiden en evt plade er indspillet, for udfri pladens potentiale.
Man kan ikke bare lægge en plade fra 60érne, på tallerkenen, tage det for givet, man, med sit moderne topudstyr, har sikkerhed for alt kommer frem, på den måde som var tilsiktet af kunstner/producer.

Jeg har en del gamle "stereo-plader" (test) fra først i 60érne, med sjove ting der foregår. På coveret kan man læse, om hvad der foregår på det enkelte nummer.
Jeg har hørt moderne topudstyr, som ikke var i stand til gengive billedet, som beskrevet på coveret.
Det ikke "bare lige". Der skal godt udstyr til fremstå et billed, magen til det der beskrives på coveret.
Og noget sådan udstyr må have været på market allerede dengang.