Hej!
Efter flere overvejelser skiftede jeg mine JBL TI5000 ud med et sæt SVS Pinnacle Tower højtalere. Jeg troede ikke, at jeg ville have andet end JBL i resten af mit hifiliv, men kiggede på dem her og tog chancen. Jeg har haft mange andre mærker, men siden 2007 har det næsten kun været JBL. Her et par måneder efter kan jeg konstatere, at udskiftningen var et plus. De spiller fremragende efter min smag. Jeg var bange for at mangle bas, sådan rigtig fysisk bas, men det er ikke noget problem. De er mere detaljerede end mine JBL var og stemmer lyder bare godt. De er en lille smule mørke i lyden hvilket jeg godt kan lide. De spiller højt og rent uden problem, men lyder fint ved lave lydtryk, hvor hoveddelen af min musiklytning foregår. Det er sjovt at sidde og læse anmeldelser af dem. Meget af det hører jeg også. En beskriver diskanten som værende "hot" nogle gange primært på kvindestemmer. Det kan jeg så ikke lige høre, snarere tværtimod. Min Beomaster 7000 gør måske også noget her, da B&O lyden er meget behagelig. Det er jo to oplevelser af diskanten, som ligger enormt langt fra hinanden og det viser vel meget godt hvorfor der er så mange meninger om hifiudstyr. Jeg kan kun anbefale dem til en stue, hvor jeg tænker de færreste vil savne dynamik. Deres basgengivelse viser, at SVS ved noget om optimering qua deres arbejde med subwoofere. Er det mine sidste højtalere? Formentlig ikke. Kan de alt? Nej. Er de allroundere? Ja. Er de pengene værd? I hvert fald brugt.