Chicago Symphony Orchestra

Her,ed et lille indlæg som måske kan starte en tråd om store koncertoplevelser. Mandag aften havde min kæreste og jeg den den store fornøjelse at opleve CSO i Musikkens Hus. Selv om jeg har lyttet til,klassisk musik i mange år, har jeg trampet rundt i den smmen håndfuld favoritter. Derfor var jeg heller ikke bekendt med koncertens første del, Hindemith og Elgar, In the south. Det var dog en rigtig flot oplevelse og ganske sjovt at være helt på bar bund og blot lytte uden nogen form for forventning. Anden del havde jeg dog store forventninger til. mussorgsky's, En nat på Bloksbjerg og Udstillingsbilleder. Bloksbjerg med de fejende flotte strygere var gribende og spektakulær og da da det endelig blev tid for " Udstillingsbilleder " sad jeg på kanten af sædet i bar forventning, da det er en af de koncerter jeg har tæsket medst igennem. Mine forventninger blev heldigvis indfriet mere end rigeligt og jeg sad flere gange med en alvorlig klump i halsen over hvor smukt og gribende musik kan være. Jeg lytter til en bred vifte af musik, fra pop og rock, til hård heavy metal, men intet kan gribe mig i den grad som klassisk kan og denne aften gik det hele op i en højere enhed. "Udstillingsbilleder " har en af de mest spektakulære afslutninger, efter min mening og jeg glædede mig da tiden nærmede sig, men samtidig ønskede jeg aldrig at det måtte slutte. Da det hele var overstået havde jeg gummiben og en kæmpe klump i halsen og måtte tage mig i nakken for at spørge min kæreste om hendes oplevelse. Den havde ikke nået helt de samme højder som min og slet ikke hendes oplevelse at Curtis Stigers, som vi havde hørt samme sted nogle dage forinden. Men sådan er det jo med musik. Seks stjerner ud af seks mulige er en selvfølge. Iøvrigt er det et sjovt scenari der er om en stor diagent som Riccardo Mutti, som går ud om ind af scenen for at modtage folkets jubel som en anden Cæsar med næsen i sky. Men har har vel også noget at have det i.
Påha. Min begejstring løb af med mig og det blev et langt indlæg. Sorry.

Rosendal skrev: Iøvrigt er det et sjovt scenari der er om en stor diagent som Riccardo Mutti, som går ud om ind af scenen for at modtage folkets jubel som en anden Cæsar med næsen i sky. Men har har vel også noget at have det i.

Et spørgsmål om tilstrækkeligt med selvtillid :: Men fortjent jubel til dem der har knoklet for at få det til at hænge sammen også i de helt små detaljer.

Jeg hører jævnligt klassisk, nogle perioder mindre, andre mere, men går sjældent til koncert, da jeg bor et stykke fra sådanne muligheder. Jeg var ikke klar over at størrelser som CSO tager på tour, det kunne da være spændende. Tak for beretningen.

@Rosendal

Ja, man kan ikke undgå at blive begejstret. Jeg var forhindret i at komme til koncerten, men oplevede Curtis Steigers forrige optræden i Musikkens Hus. Fantastisk akustik.

I forbindelse med et familiebesøg og ferie i Chicago 2008 så vidt jeg husker, kom vi forbi Millenium Park (billedet). Da vi trådte ind på grønsværen til højre i billedet lød som om vi trådte ind i en koncertsal. Intet mindre. Klassisk musik fra de utallige højttalere, men det lød slet ikke, som om det kom fra højttalerne. Hvordan de havde løst opgaven er mig en gåde, for uanset hvor vi stod var vi i stand til at lytte som om musikken kom fra scenen til venstre i billedet. Som om vi sad på de bedste pladser. Min nysgerrighed blev først stillet da vi nærmede os scenen og af lokale tilhørere fik at vide det var Chicago Symfoni Orchestra som øvede sig til aftenens koncert.

Wymax. Jeg har efterhånden lært at det er med at gribe chancen, sådan inden for rimelighedens grænse. Jeg ærgrer mig stadig over jeg ikke spang ud i det og fyrede x antal tusser af på at opleve en koncert i DR' s koncertsal for et år eller to siden hvor programmet var Tchaikovsky' s første klaverkoncert og derefefter Symphonie Fantastique. Hvornår sker det lige igen at den mulighed indtræffer.

Kaj. Min kæreste og jeg var også sidste år til Curtis og big bandet og igen i år swingede det så det var mere end almindeligt svært at sidde ned. Men den følelse kan du sikkert genkende. Din oplevelse i Chicago lyder fantastisk. Kvalitet fornægter sig ikke.

Rosendal skrev: Wymax. Jeg har efterhånden lært at det er med at gribe chancen, sådan inden for rimelighedens grænse. Jeg ærgrer mig stadig over jeg ikke spang ud i det og fyrede x antal tusser af på at opleve en koncert i DR' s koncertsal for et år eller to siden hvor programmet var Tchaikovsky' s første klaverkoncert og derefefter Symphonie Fantastique. Hvornår sker det lige igen at den mulighed indtræffer.

Jeg ved selvfølgelig ikke lige hvornår lige præcist det sker igen, men ellers er der da alternativer.
Se her hvad de spiller i Aarhus Musikhus i symfonisk sal.
Det er intet mindre end Rachmaninov 2. klaverkoncert og Brahms symfoni No 4.
Det er højromantik, så der ikke er en trusse tør i miles omkreds.
Jeg ville måske nok have lidt svært ved, at vælge mellem Rach 2 og Tchaikowsky, men jeg ville til enhver tid vælge Brahms over Berlioz.
Såeh det er da bare med at få biletterne bestilt, og så koster de endda maks 280 kr.
Tilmed spilles koncerten i en symfonisk shoe box sal på musikernes præmisser. Symfonisk sal

Tak for tippet Nielsen. Den vil jeg skrive mig bag øret. Rachmaninovs anden lyder som guf. Brahms er jeg næsten helt blank på, men det kan der jo rådes bod på.

Nielsen skrev: Se her hvad de spiller i Aarhus Musikhus i symfonisk sal.

Duly noted, tak. Må se om genboen kan overtales, han er den eneste jeg kender med hang til klassisk

Brahms er en af romantikkens store, han døde i 1897, og var således med igennem næsten hele romantikken.
Han har lavet et par udmærkede klaverkoncerter, 4 symfonier, en violinkoncert og et requiem, som hedder eine deutches requiem, hertil en dobbeltkoncert for både violin og cello.
Han har selvfølgelig lavet meget mere, men det var lige de kendte orkesterværker.
Brahms var dødeligt forelsket i Clara Schumann, som altså var Robert Schumanns kone, hun var en dygtig pianist, og Brahms forgudede hende. Det siges, at visse af hans klaverværker var skrevet til hende.
Da Schumann døde, mistede han interessen for hende, men de forblev dog venner.

Rachmaninov levede helt til 1943, og var Zar tidens komponist. Han slap ud af Rusland og til Danmark i 1918, hvor han boede og holdt koncerter for en tid, hvorefter han via Oslo sejlede til USA, hvor han levede resten af sit liv.
Han suverænt mest kendte værker er Klaverkoncert No 2 og No3, som er peaks i romantikken, selvom de er skrevet meget sent i perioden.
Du kan se Rach 2 her:

Ovenpå den monumentale oplevelse med CSO så jeg frem til at læse anmeldelserne. Var det bare mig der havde ladet følelserne løbe afsted med mig eller hva?. Nordjyske havde naturligvis lagt vejen forbi, men derudover var det tilsyneladende kun Jyllandsposten der havde ulejliget sig. Ikke desto mindre regnede stjernene ned over koncerterne. nordyske' s overskrift lød " Den klanglige magi " og Jyllandsposten " Orkesterlyden der slår alt ",med den poetiske underoverskrift " at undvære en koncert med Chicago Symphony Orchestra svarer til at misse en af livets mest behagelige milepæle". Håber jeg får mulighed for at få denne opleblesemigen, ellers er der vel ikke andet at gøre end at booke billetter til " the windy city".