Klangidealer

Her kan vi diskutere klangidealer.

Klippen fra Kajs tråd om klasse A/B forstærkeren.

@Kjeldsen
TACT Millennium er sådan en forstærker, som man har det med at sige Ja Tak til, og så Nej Tak.
en har en vældig tiltalende lyd, men når man får hørt den op imod andre rigtig gode amps, så bliver det hurtigt klart, at dens lyd er skabt på bekostning af en nærværende og neutral mellemtonegengivelse.
Selv om den ellers virker kraftig, så virker den begrænset i dette vigtige område.
Til gengæld har dens lidt overdrevne tørhed opmærksomhedsfangende elementer. Instrumenter bliver mejslet ud i lydbilledet, hvilket er alletiders for nogen, for mig er det unaturligt.

Det har vist altid været sådan med TACT, at den ikke er som de andre, og så må man tælle sammen til sidst, og gøre op med sig selv, hvad man finder vigtigst. For mig ligner den den ægte vare for lidt.

Indlæg af Kjeldsen

Jeg kan bestemt genkende din beskrivelse. Jeg lavede en demo for en producer der havde lavet et remix af Madonna (aner ikke hvem han var). Vi havde en opsamling stående med netop det remix. Han var imponeret over at han kunne alle de klip han havde lavet. Han troede ikke det kunne høres, men det kunne det. Det var iøvrigt med B&W Nautilus 802 højttaler. Han konkluderede dog også, at det var alt for detaljeret til at han ville have det stående hjemme i stuen. Her ville han ikke have noget der afslørede alt.

Grunden til at jeg kan lide den, er at det komplekse rock og metal jeg hører, er væsentligt nemmere at lytte til. Dødsmetallens growls og den massive mur af guitar og trommer, står ganske enkelt tydeligere (de står tydeligere adskilt fra hinanden) og for mig bliver det derfor nemmere at lytte til, da jeg ikke skal koncentrere mig så meget, men bare kan lytte. Jeg har lidt samme oplevelse med panasonics udgaver af equibit.

Men, vi er stadig ude i de der 2% (mine helt subjektive 2%). Det er nice to have, men ikke noget der gør at jeg bare må have det, og ikke kan nyde musikken uden en Tact. Men, jeg kigger da i ny og næ på brugtmarkedet efter noget equibit (Tact eller Lyngdorf)

Jeg har også lyttet til Vincent - nogle af de større ting med en masse røde kondensatorer på rad og række. Fin forstærker med som med Classe (en større integreret og effekt kan ikke huske modellerne), imponerede de mig ikke i de der 2%. De var begge kedelige og uengagerede. Regas monoblokke og Cyrus's ditto fra samme periode, er jeg meget mere glad for. De kan noget i mellemtonen som Tact'en ikke kan (en glød eller varme eller hvad man skal kalde det), men overall er det Tact jeg ville vælge.

Indlæg af mig selv

Jeg tror ikke vi kan blive uenige om TACTéns klang, det der IMO også er interessant er de øvrige forstærkere du nævner.
Classé kan jeg meget hurtigt tilslutte mig bedømmelsen "kedelig" ud over enhver begribelse af.
Hvordan det har kunnet lade sig gøre, har jeg tænkt en del på .
Vincent har jeg hørt forskellige ting fra, og de har faktisk været forskellige :silly:
Rega er nok mere langtidsholdbar, men IMO er de blot kedelige på en anden måde. Der er bare slet ikke hul igennem.
Og så er ved det paradox, at mange mener, at hul igennem er det modsatte af musikalsk, og at varm lyd ikke kan forenes med detaljer, og find selv på noget mere ::
Jeg er ikke enig noget som helst af det, man kan nemlig opnå varm lyd med masser af detaljer, ligesom man kan opnå "max musikalitet" helt uden at betone lyden væk fra neutraliteten.

Anyways det er en anden historie.

Equibit er under stadig udvikling hos TI, og af de samme folk, som udviklede det helt oprindeligt, så mon ikke det på et tidspunkt bliver indlysende, at bruge princippet.
Lige nu har jeg erfaret, at de maksimale udgangseffekter ikke kan overflødiggøre de øvrige teknologier, man løber i en øvre grænse på et par hundrede Watt.

Indlæg af Kaj

Lydidealet. Jeg har mere end et. Afhængig af musiktypen og sammenhængen den gengives i.

Presses jeg til at vælge, er idealet et stringent, præcist og analytisk gennemsigtigt, åbent lydbillede hvor elektronikken ikke slører "mellemrummene mellem tonerne". En lydformidling som er ti gange hurtigere end signalet det gengiver. Et teoretisk uopnåeligt ideal når højttalerne tælles med. Men så længe man kan høre en forbedringer i sammenhæng med de samme højttalere er der plads til forbedring. Også selv om det kun drejer sig om et mulehårs forbedring af de sidste 2 procent. Derefter kan man tage fat på kædens derefter svageste led og fortsætte til øret sætter grænsen.

Problematikken er at øret ikke er et stabilt måleinstrument. Tværtimod. Og derved kan man starte forfra på dette indlæg.

Afhængig af sindstilstanden og omstændighederne man lytter under er jeg overbevist om at ørets tolerance er meget større end 2%. Samtidig med at enhver ændring er relativ i forhold til en fast reference og vurderingen over en længere periode. Øjeblikkets begejstring har det med at flade ud over tid. Måske fordi idealet glider ......

Go' ide med denne tråd!

Min bekymring omkring værdien af den er .......

"At beskrive oplevelsen af lyd, svarer til - MED ORD - at beskrive en roses duft". Så langt er jeg ikke nået. Jeg kan bygge en forstærker, som jeg kan holde ud at lytte til, men sætte ord på oplevelsen så en anden har en tilsvarende træfsikker oplevelse ud af at læse det ...... ? Det kan jeg ikke forestille mig. Eller ambitioner om at komme til. Nogensinde.

Fordi ..... vi hver har vores klangideal til at forstyrre vores oplevelse ....