Klangidealer

nv skrev: Ja, jeg vil så mene, man kan komme meget tættere på "den indspillet begivenhed" end de 50%.
Jeg vil også mene en indspilning, kan være en langt større oplevelse i hifi, end den ville have været,
'hvis den tilsvarende "indspilning" blev givet live.
Har været til utallige koncerter.
mange af dem, ikke noget at skrive om, dårlig akustik, dårlig lyd.
Rent faktisk vil jeg mene, det for et band er lettere at producere bedre lydende hifi end livekoncert.
Livelyden er meget ofte overvurderet, den medbragte elektronik har sine begrænsninger.
Den elektriske gengivet livekoncert må være naturlig for hifi-anlægget at gengive,
så derfor tror jeg man kommer meget tættere på end kun til 50%.

Jeg tror jeg er fuldstændig enig med dig.
Live koncerter, hvori der indgår elektronisk forstærkning er noget skrammel rent lydmæssigt.
Hvis målet er fidelity, så er man nødt til at vurdere lydkvaliteten i form af one takes af akustiske instrumenter.
Og det kan faktisk gøres ret autentisk.
Det vil altid være den simple A/B teknik, som vil være mest attraktiv, men også anre teknikker med et minimum af mix, kan være særdeles troværdige.
Har man så fået det nogenlunde på plads, så må al elektronisk musik så være det, som det er.
Det kan lyde skidt eller godt, men det duer ikke som pejlemærker. Man får det man får.

Hvis først musikken skal igennem en producers hænder og alt hans isenkram, så er fidelity en by i Rusland.
Det er i virkeligheden meget simpelt, purist opstilling og så simpel en optageteknik som muligt.
Nogle af mine favoritter når det gælder fidelity er Chesky, Denon, Telarc, Telarc Blues, Telarc Jazz, Reference Recordings.
Der er sikkert mange flere.

De 50% er baseret på gengivelse af reallyd. Koncert med PA har et helt andet formål, nemlig at møde musikerne live og sammen med ligestillede. De 50% er også fuldstændigt subjektiv, og blot et udtryk for hvor langt ethvert anlæg er fra virkeligheden.

Klang-idealer.

Musikkerne har deres klangideal. De vælger deres instrumenter og spillemåde ud fra det.

Produceren har sit klangideal. Der anvendes equalizere, autotune, dynamisk kompression med meget mere. Valg af optageakustik. Akustisk eller elektronisk frembragt. Samarbejdet, kombinationen heraf bliver til musikudgivelsen lytteren forelsker sig i og køber.

Lytteren vælger sit anlæg og indretter sit lytterum efter sit klangideal.

En ligning med et uendeligt antal løsninger. Hvor meget er der tilbage at den autentiske lyd? Hvis autentisk lyd er lig med "klangidealet"?

Tilbage i de analoge tider, da demonstrerede Bowers & Wilkins deres topmodeller på udstillinger, ved at den ene af dem, og jeg husker ikke lige hvem det var, spillede på klarinet live. Lyden blev så optaget helt analogt, og derefter sendt ud til et sæt B&W 801.
Midt i det hele blev der skiftet imellem optaget lyd og live lyd, og for netop en klarinet, havde B&W 801 bestemt kvaliteter.
Det overraskende resultat var, at folk ikke anede, om det var live eller gengivet.
Og det her er for +30 år siden.
Jeg har senere hørt det gjort med flygel.

Det der skal til for, at det kan lade sig gøre er, at man skal have produceren til at stille mikrofonerne op efter bogen, og så skal han indstille record level, derefter skal han lide samme skæbne som Trubadurix, indtil optagelsen er overstået.
Så går alting meget bedre, og resultatet kan være fantastisk fidelity.

Man skal forstå, at når man roder optagelser sammen til, at lyde lækkert i bilen eller i et par standard Apple in ears, så er det som at lave billeder til en smartphone skærm. Hvis man er godt tilfreds med billedkvaliteten på sådan en, så skal man da lige se hvordan det ser ud på en storskærm. Det er meget det samme, som opleves når det gælder lyd.
Det holder kun sjældent til, at blive blæst op i naturlig størrelse.

Et par eksempler på producernes ødelæggende "klang- idealer" - et par bedrøvelige af slagsen - er Jonah Blacksmith og Jacob Dinesen, som tydeligvis er faldet i kløerne på rene amatører. Altså hvis man anvender resultaterne af de færdige produktioner som grundlag.

Som beskeden sammenligning kan man bruge Marie Key og hendes soveværelsesproduktion lavet på en MAC computer for at få et vink med en vognstang om hvad jeg mener.

Nielsen skrev: Tilbage i de analoge tider, da demonstrerede Bowers & Wilkins deres topmodeller på udstillinger, ved at den ene af dem, og jeg husker ikke lige hvem det var, spillede på klarinet live. Lyden blev så optaget helt analogt, og derefter sendt ud til et sæt B&W 801.
Midt i det hele blev der skiftet imellem optaget lyd og live lyd, og for netop en klarinet, havde B&W 801 bestemt kvaliteter.
Det overraskende resultat var, at folk ikke anede, om det var live eller gengivet.
Og det her er for +30 år siden.
Jeg har senere hørt det gjort med flygel.

Er det ikke også forholdsvis nemme instrumenter at gengive ? Hvad med kontrabas, trommer f.eks ?
Jeg har et trommesæt stående ovenpå og der skal godt nok smæk på anlægget før det giver noget a la det samme med f.eks Marylin Mazur i CD skuffen

Trommer er generelt heller ikke svære, hvis man nøjes med at spille på dem.
Hvis man derimod slår løs på dem, så kommer du til at mangle lydtryk på et tidspunkt, med mindre du har sådan noget som Megaline.
Men det har også noget at gøre med, hvordan man optager instrumenterne.
Et trommesæt optages som regel med nærmikrofoni og op imod 10-11 mikrofoner.
Det giver ingen mening, at gengive trommer på den afstand, men det giver mening, hvis man vil dæmpe lyden af dem.
Et jazzorkester med ren akustisk lyd, kan sagtens optages uden, at trommerne skal dæmpes, eller at trommerne dominerer lydbilledet, for jazztrommeslageren ved, at han spille på dem.

I virkeligheden er det nærmikrofoni der er en uting, som tillader trommeslagerne at drøne på, som var de på flugt fra døden.
Også de forstærkede liveperformances giver dem den mulighed, for produceren sørger for, at de havner hensigtsmæssigt i lydbilledet.
Ved akustisk musik da skal musikerne selv forstå, hvor de hører til niveaumæssigt, eller de skal følge en dirrigent.
Og hvis dirrigenten oplever nogle lidt for entusiastiske janitsharer, så får de det at vide prompte.

Anyways så vil jeg vove den påstand, at man sagtens kan gengive et trommesæt på et hifi anlæg. Beolab 90 kunne være et sjovt sted at begynde, jeg tror sågar det kan få det rigtige trommesæt til, at blegne en del.

Jeg ved ikke om en klarinet er nem at gengive, men da han nu spillede på sådan en fætter, så har B&W nok brugt lidt kræfter på, at få den helt rigtig. Jeg mener det var John Bowers, som spillede på sådan et rør.
At højtaleren ikke duede til så meget andet, foruden der sad et ½ kraftværk foran, er så en anden ting.

Nærmikrofoni er ikk en uting. Hvis man vil have naturlig optagelse, er det en uting, men det ønsker man ofter ikke.
Jeg vil også meget nødig høre heavy metal med lyden af jazz trommer. Her bruges mikrofonteknik til at skabe den helt rigtige lyd.

Men når man ønsker at teste ens anlægs formåen, så skal det naturligvis være med gode naturlige optagelser.

Med til kategorien "naturlige indspilninger" hører også de første Beatles-plader.
De er mere eller mindre optaget direkte til mikrofon, "live in studio" uden overdubs.

Det var forøvrigt ikke kun Beatles, der indspillede i et "take", var vel nærmest normen, dengang tidlig i 60érne.
Hvis ikke orkesteret selv kunne spille det, der skulle indspilles (og gerne det hele i et "take"),
lå der ingen pladeindspilnings fremtid og ventede.

Så der findes i virkeligheden et hav af test-plader derude, plader med naturligt indhold og så jah måske også lidt vel meget filtrering i bunden, men pyt, den dybe bas ligger jo altid dybest og i mono, på vinylskiverne, så den er ikke specielt svær, at tune sig ind på.

(meen ovenstående er jo kun gældende for vinyl. Med CDér kan man jo ikke selv bestemme hvordan man ønsker signalet (ha-ha),
for på CDén ligger det hele jo allerede mere eller mindre færdigt, så det må da være en kedelig hobby, det der CD) :: :silly:

nv skrev: Med til kategorien "naturlige indspilninger" hører også de første Beatles-plader.
De er mere eller mindre optaget direkte til mikrofon, "live in studio" uden overdubs.

Det var forøvrigt ikke kun Beatles, der indspillede i et "take", var vel nærmest normen, dengang tidlig i 60érne.
Hvis ikke orkesteret selv kunne spille det, der skulle indspilles (og gerne det hele i et "take"),
lå der ingen pladeindspilnings fremtid og ventede.

Så der findes i virkeligheden et hav af test-plader derude, plader med naturligt indhold og så jah måske også lidt vel meget filtrering i bunden, men pyt, den dybe bas ligger jo altid dybest og i mono, på vinylskiverne, så den er ikke specielt svær, at tune sig ind på.

(meen ovenstående er jo kun gældende for vinyl. Med CDér kan man jo ikke selv bestemme hvordan man ønsker signalet (ha-ha),
for på CDén ligger det hele jo allerede mere eller mindre færdigt, så det må da være en kedelig hobby, det der CD) :: :silly:

CD har ikke lige alle de dersens småpillerier man kan lave hele tiden, i stedet er det mere konstant, et man får ud af det.
Ved afspilning af filer, kan man ikke engang rense linsen mere.
Så man må finde på noget andet at lave, som f.eks. at høre lidt mere musik ::

Hvis man ripper sine CD´er, så er det så dovent sat op, at ripperprogrammet sammenligner dit eget rip med andres, og retter evt. fejl.
Jeg havde en Casandra Wilson skive, som ikke kunne afspilles til ende, vupti snupti, og så var det rettet :silly:

Jeg må sige, at hvis jeg stadig var analognørd, så ville det ikke være vinyl alene, men helt sikkert også med en digital frontend.
Når først den er på plads, så skal der ikke pilles meget ved den efterfølgende, og så er komforten fantastisk.

De sidste tre stykker musik der er købt herhjemme er vinyl - dejligt