Klangidealer

Ribbontweeter skrev: ........ jeg har hørt meget såkaldt high end osv hvor specielt mellemtonen bliver "for meget" og nogle gange nærmest angribende når der spilles lidt højt.

Bruger vi Fletcher Munson kurven igen burde din oplevelse kun være gældende hvis basgengivelsen ikke kan følge med lydtrykket op. Udfordringen er at det er i basområdet den største del af energien kommer i spil. Derfor er det vigtigt at højttalerenhedernes effektivitet er lineære indenfor den lydtryksvariation du spiller med. Dermed forstås at højttalerne bevarer den samme frekvensgang uanset lydstyrken. Det er vel ikke lige det man gør mest i at måle og kontrollere. Eller ....?

Og så er det måske også vigtigt at få med i denne sammenhæng, at ørets følsomhed overfor forvrængning er størst i mellemtoneområdet.

Jeg tror mere det er nogle højttalere der bevidst har en fremhævet mellemtone (øvre mellemtone/nedre diskant) for at lyde mere "åbent/detaljeret" og så går det galt når der skrues lidt op.
Et eksempel på dette, faktisk et tydeligt eksempel, er Dali 850 som ved moderat lydstyrke spiller nogenlunde, men så snart der skrues lidt op bliver det ganske enkelt skrækkeligt.

Ribbontweeter skrev: Jeg tror mere det er nogle højttalere der bevidst har en fremhævet mellemtone (øvre mellemtone/nedre diskant) for at lyde mere "åbent/detaljeret" og så går det galt når der skrues lidt op.
Et eksempel på dette, faktisk et tydeligt eksempel, er Dali 850 som ved moderat lydstyrke spiller nogenlunde, men så snart der skrues lidt op bliver det ganske enkelt skrækkeligt.

Jeg tror det er forvrængning du taler om og ikke så meget andet.
Dali 850 var en billig højtaler, med tilsvarende billige enheder.
IMO var det helt fra begyndelsen en støjsender, som også ved lave niveauer var grumset.

De højtalere der opfører sig som du beskriver, mener jeg er dem der er plaget af resonanser, det ender altid med, at du får ét eller andet lige i hovedet. Membranopbrydninger og andre resonanser er noget af det værste at lytte til.
Den mest tydelige jeg nogensinde er stødt på er Raidho. Hvilken model husker jeg ikke, men det var så grelt, at jeg aldrig har fattet, at nogen som helst har købt dem.
Der er en del andre, som også kandiderer til en medalje, de fleste af dem med polypropylene membraner, men det sker dog ikke helt så dramatisk.

Noget jeg gennem snart mange år har mødt er forskellige fastgroede begreber omkring lyd.
Der findes "Engelsk lyd", "Digital lyd", "Analog lyd", "Tysker lyd", "Amerikaner lyd" etc.

Ud over det så oplever jeg alternative fortolkninger af flere forskellige beskrivende begreber.
Et af de mest misfortolkede er dynamik, men også "Luft", "Neutralitet" og f.eks. "Hurtig" er IMO noget alternativt fortolket blandt mange nørder.

Nielsen skrev:

Ribbontweeter skrev: Jeg tror mere det er nogle højttalere der bevidst har en fremhævet mellemtone (øvre mellemtone/nedre diskant) for at lyde mere "åbent/detaljeret" og så går det galt når der skrues lidt op.
Et eksempel på dette, faktisk et tydeligt eksempel, er Dali 850 som ved moderat lydstyrke spiller nogenlunde, men så snart der skrues lidt op bliver det ganske enkelt skrækkeligt.

Jeg tror det er forvrængning du taler om og ikke så meget andet.
Dali 850 var en billig højtaler, med tilsvarende billige enheder.
IMO var det helt fra begyndelsen en støjsender, som også ved lave niveauer var grumset.

Ja det må ha været diskanten og den særprægede "skjold" foran domen der lavede numre, evt samme med et uheldigt delefilter og kabinet.
For det blev en del bedre i 870eren og det er samme mellemtone og basenheder.
Mellemtonen går igen i Grand og må så egentlig være fin nok, på trods af at jeg synes den også lider af unoder i øvre mellemtone.

Klang-idealet må være, at opleve musikanlægget fjernet og erstattet af musikkerne mens man blunder et øjeblik.

Uden at bemærke skiftet.

Vores mange ord er i virkeligheden camouflage over manglerne ved grejet vi anvender.

[/quote]

Ja det må ha været diskanten og den særprægede "skjold" foran domen der lavede numre, evt samme med et uheldigt delefilter og kabinet.
For det blev en del bedre i 870eren og det er samme mellemtone og basenheder.
Mellemtonen går igen i Grand og må så egentlig være fin nok, på trods af at jeg synes den også lider af unoder i øvre mellemtone.[/quote]

Hvis du fjernede det særprægede skjold, skal jeg love dig for at diskanten blev fuldstændig ubærlig at lytte til.

Miki skrev: Hvis du fjernede det særprægede skjold, skal jeg love dig for at diskanten blev fuldstændig ubærlig at lytte til.

Det kunne nemt være rigtigt ::

Kaj. skrev: Klang-idealet må være, at opleve musikanlægget fjernet og erstattet af musikkerne mens man blunder et øjeblik.

Uden at bemærke skiftet.

Vores mange ord er i virkeligheden camouflage over manglerne ved grejet vi anvender.

Det er det jeg kalder et uopnåeligt klang ideal

Miki skrev:

Ja det må ha været diskanten og den særprægede "skjold" foran domen der lavede numre, evt samme med et uheldigt delefilter og kabinet.
For det blev en del bedre i 870eren og det er samme mellemtone og basenheder.
Mellemtonen går igen i Grand og må så egentlig være fin nok, på trods af at jeg synes den også lider af unoder i øvre mellemtone.[/quote]

Hvis du fjernede det særprægede skjold, skal jeg love dig for at diskanten blev fuldstændig ubærlig at lytte til.[/quote]

Jeg må erkende at jeg aldrig har prøvet det.
Historien gik jo på at skjoldet sad der for at få tidsmæssigt styr på frekvenserne.
Jeg har så selv en idé om at det må give nogle utilsigtede refleksioner, men aner det ikke.

Mht hvad man er vild med at lytte til, så sker der alligevel ting og sager ude i den vide verden, som kan få selv garvede nørder til, at trække på smilebåndet.

Se nu engang Poul ½ Pris, som har lært at uploade billeder i sin blog. Det er jo ret imponerende af en mand i hans snart fremskredne alder, men det er faktisk ikke det der er det sjove.
Det er mere det, som er på billedet der er morsomt.
Poul har valgt, at forsyne sit mega giga multi super HIFI anlæg med Weiss konverter und das ganze molevitten, fra en Furman P-6900 regulator med switch mode teknologi.

En Furman P-6900 regulator er oprindeligt tænkt som en sikkerhed for, at forsyningspæningerne altid er til stede, specielt når der også skal lys og røg på scenen og det hele.
Den er en fast klippe hvad angår 230VAC, hvad den så også er en fast klippe for er gigantiske støjmængder, men det generer åbenbart ikke Poul synderligt.
Tænk sig at købe f.eks. en Weiss DAC, hvor det der kan gøres for at forhindre lavfrekvent støj i at trænge ind via PSU, og endda til en pæn pris, og så tilslutte den sådan en støjsender :silly:
En Furman P-6900 regulator er ikke en støjfri spændingskilde, den er sat i verden for, at holde showet i gang og ikke andet.
Mit gæt er, at den er nede og switche faretruende tæt på audiofrekvenser, og da er de fleste af de regulatorer, som sidder i HIFI udstyret holdt op med at regulere.
Åbenbart er det muligt, at misforstå flere ting, end de fleste forestiller sig. Heldigvis for Furman kan man måske sige.

Ribbontweeter skrev:

Miki skrev:

Ja det må ha været diskanten og den særprægede "skjold" foran domen der lavede numre, evt samme med et uheldigt delefilter og kabinet.
For det blev en del bedre i 870eren og det er samme mellemtone og basenheder.
Mellemtonen går igen i Grand og må så egentlig være fin nok, på trods af at jeg synes den også lider af unoder i øvre mellemtone.

Hvis du fjernede det særprægede skjold, skal jeg love dig for at diskanten blev fuldstændig ubærlig at lytte til.[/quote]

Jeg må erkende at jeg aldrig har prøvet det.
Historien gik jo på at skjoldet sad der for at få tidsmæssigt styr på frekvenserne.
Jeg har så selv en idé om at det må give nogle utilsigtede refleksioner, men aner det ikke.

[/quote]

Jeg kan ikke selv huske det, men er diskanten ikke fra Seas.

Diskanten i en Dali 850 er en Seas 25 TFC/G-DA

Men der er da sikkert en masse andre der har lavet diskanter sådan

Skjoldet der sidder lige foran membranen, sidder der for, at undgå den trykopbygning, som en dome altid har lige foran membranen.
Der findes mange andre billige diskantenheder, som anvender samme trick.
Det gør frekvensgangen mere jævn i spredningsfeltet, og altså minimerer det løft, som domer har midtfor.
Den måde Dali senere overkommer det problem på, er ved at lade højtalerne pege lige frem i stedet for at vinkle dem. Samtidig er de vokset fra enheder af så jævn kvalitet. Jeg brød mig ikke meget om lyden af X50 serien.
Men man må alligevel lade dem, at de kunne sælges, og så var der selvfølgelig så meget andet bras, som de sikkert stod sig udmærket overfor.

Den ultimative eliminering af problemet med trykopbygningen foran membranen, blev lanceret af Scanspeak i form af ringradiatoren. Den har jo slet ikke nogen midte, så der har de lavet et "Kantophæng" som fungerer som membran.
Resultatet kan man diskutere, men den har ikke hverken det nævnte problem eller opbrydninger.
At den så er uden "Krop" og substans er en helt anden sag.

Ja, jeg vil så mene, man kan komme meget tættere på "den indspillet begivenhed" end de 50%.
Jeg vil også mene en indspilning, kan være en langt større oplevelse i hifi, end den ville have været,
'hvis den tilsvarende "indspilning" blev givet live.
Har været til utallige koncerter.
mange af dem, ikke noget at skrive om, dårlig akustik, dårlig lyd.
Rent faktisk vil jeg mene, det for et band er lettere at producere bedre lydende hifi end livekoncert.
Livelyden er meget ofte overvurderet, den medbragte elektronik har sine begrænsninger.
Den elektriske gengivet livekoncert må være naturlig for hifi-anlægget at gengive,
så derfor tror jeg man kommer meget tættere på end kun til 50%.