Stor Ståhej Om Ingenting

Den ægte vare?!

Ja, det er en farlig virus at mene, at man har fået fat i the real thing. Det betyder blandt andet, at man er nødt til at missionere, man kan slet ikke lade være, fordi man har rørt ved noget guddommeligt - en autoritet ud over en selv og dermed er man forpligtet til at give det videre.

Men ud over det kan jeg ikke helt finde pointen i det næste du skriver. Steve Jobs havde altid det samme tøj på (han havde mange sæt af det samme i garderoben) - og så var han lykkelig fri for at gruble over, hvad han så skulle tage på i dag. Jeg er også tilbøjelig til at mene, at hvis man samler på mange plader fra den samme kunstner, så har du i virkeligheden en kasse med så godt som helt ens CD'er. Og ja, det kan da være svært at vælge, hvad man skal sætte på. Og nogen gange ender man i haven, for man orker ikke at tænde for anlægget, når det hele skal være så svært.

Derfor smider jeg regelmæssigt plader væk.

Vedlægger lige et billede fra i aftes. Det er ikke Roskilde Banegård men en vaskeægte irsk pub med dertilhørende inventar.



Og the Real Thing!



Eller var det nu omvendt?

Zig

Det var en kasse fuld af fuldstændig ens CD plader...... Samme kunstner, samme numre, ja helt identiske CD plader

Hyggelige billeder

Nå! Nu ved jeg, hvad du mente.....OK

Længe Leve Mangfoldighed.

Var det ikke det?

Og det kan jeg vel tilslutte mig - men jeg ville måske helst sige Længe Leve Kompleksitet.

Om ikke andet så kan man gøre tingene enklere bagefter.

Top of the evening to you'all

Zig

Men man kan også gøre de enkle ting mere komplekse,
Nogen påstår ligefrem "det mest enkle har størst kompleksitet"

Zig.
Jeg tænker nok, nærmer bestemt, på disse rock/blues-rundgange, så simple, tre akkorder og lidt kryderi med 7ére.
Tilsyneladende magter nogen alligevel, at variere temaet, så det fremstår på en måde, man ikke synes at have hørt før.
Ingen tvivl om genialiteten findes i det, at kunne variere noget så simpelt som 3-korders blues.
Man kan høre to næsten identiske af disse numre, det ene kan man lide, det andet ikke, og umiddelbart er det småting som takten, tempoet, lyden osv, der afgører det, men vi ved dybest set ikke hvorfor. Ved kun vi fortrækker det ene frem for det andet.
Det mener jeg der ligger meget kompleksitet i.

Jeg funderer tit over, hvorfor det er, at man kan lide det ene og ikke det andet....og har i hvert fald ikke fundet et detaljeret svar. Må nøjes med noget, der er så tæt på at være intet sigende som "resonanser"...... Der er nogle ting, man svinger med - og det er så bare det. Det vil sige, at man tager imod et gestalt og derfra laver en helhedsvurdering, der mere eller mindre er ubevidst, og det gør man spontant og hele tiden....

Så jeg tror, vi er rørende enig nv.

Den nye plade fra The War on Drugs - A Deeper Understanding er et godt eksempel for mig at se. Helt umiddelbart kan jeg lide den - men når jeg lytter til den, kan jeg høre hvor utroligt banalt den er - det er sådan set det samme beat og samme toner om og om igen. Men når jeg bare lader den spille, så har den en vidunderlig virkning på mig. Det enkle og det komplekse i evindelig vekselvirkning.

Zig