Pascal til billig penge

@Kaj

Normalt vil det foregå i en op-amp, og faktisk en opamp for hver loop, hvis der er flere.

Kaj. skrev:

Nielsen skrev: Når man sammenligner klasse D og lineære forstærkere, så er der en enkelt ting, som man skal være opmærksom på, og det er Zin. Den normalt meget lavere Zin på en klasse D amp, kan påvirke lyden fra preampen ret voldsomt, hvilket kan give et helt andet billede af den performance klasse D ampen har.
Den helt store fidus ved klasse D er, at når først forstærkeren har en stabil "kerne", så vil signalet straks det er konverteret fra frekvensdomænet til et PWM signal, nærmest ikke kunne påvirkes udefra.
Oven i købet vil de klasse D amps med flere loops, kunne kompensere for seriemodstanden i induktoren, og for evt. back emf fra højtalerne. Alt det med forsvindende forvrængning og støj, og helt uden effektafhængige performance ændringer.
Endnu bedre er det, at komponenterne selv fra øverste hylde, er særdeles rimelige i pris.

Der er med andre ord ikke rigtigt noget der tyder på, at man ikke kan nå det samme med klasse D, som man kan med lineære typer.
Men det kræver altså, at man ikke klemmer sin preamp.

Er det rigtigt forstået at den lave indgangsimpedans skyldes at inputsignalet møder modkoblingssignalet før "error amp'en"? I bekræftende fald får en foran monteret buffer eller en preamp og dens tilslutningskabel afgørende indflydelse på lydkvaliteten da deres komponenter og elektriske parametre indgår i modkoblingsnetværket.

@Kaj
Husk nu på Miller, han gælder også her. Pre-amp vil ikke indgå i modkoblings-sløjfen. Det er nok mere modstandsværdierne RF-filtret i indgangen der bestemmer Zin. Med en ekstra op-amp kan man lave det klassiske inputsystem med 47 kOhm i indgangsimpedans.

Nielsen skrev: @Kaj

Normalt vil det foregå i en op-amp, og faktisk en opamp for hver loop, hvis der er flere.

Mit spørgsmål vedrørende lav indgangsimpedans refererede til diagrammet ovenfor. Så vender jeg spørgsmålet på en ny måde. Hvad er årsagen til lav indgangsimpedans, når man anvender en/flere opamp(s) til formålet? Her kan man vel selv bestemme indgangsimpedansen indenfor fornuftige rammer. Har du et diagrameksempel?

@Miki

Opamp foran. Det er en nul gain buffer foran, du mener. Ikke?

Kaj. skrev:

Nielsen skrev: @Kaj

Normalt vil det foregå i en op-amp, og faktisk en opamp for hver loop, hvis der er flere.

Mit spørgsmål vedrørende lav indgangsimpedans refererede til diagrammet ovenfor. Så vender jeg spørgsmålet på en ny måde. Hvad er årsagen til lav indgangsimpedans, når man anvender en/flere opamp(s) til formålet? Her kan man vel selv bestemme indgangsimpedansen indenfor fornuftige rammer. Har du et diagrameksempel?

@Miki

Opamp foran. Det er en nul gain buffer foran, du mener. Ikke?

Ja det er rigtigt, inkl. lavpasfilter og eventuelt også DC-blokeringskondensator.

@Kaj

Det diagram du viser er en klassisk PWM forstærker.
Det er ikke den slags man bruger nu om dage.
Det nye sort er selv oscillerende forstærkere, hvor der ikke bruges en savtak generator.
Man får i stedet forstærkeren til, at gå i selvsving vha et modkoblingsnetværk, som skal dreje fasen 180 grader.
Til det bruges ofte en op-amp, som altså sidder i selve modkoblingsnetværket.
For at få den til at oscillere, drejes fasen yderligere 180 grader i efterfølgende led, og så har man det man kalder kontrolleret selvsving.
Jeg har desværre ikke kunnet finde noget detaljeret diagram over feedback netværket i en relevant forstærker.

Nielsen skrev: @Kaj
Det diagram du viser er en klassisk PWM forstærker. Det er ikke den slags man bruger nu om dage.

Citat fra tidligere indlæg: Indgangsimpedansen på et klasse D modul er et kompromis imellem en rimelig belastning for det forgående trin og på den anden side støj. Jo lavere Zin man kan acceptere, jo lavere støj får man.
Pascal har sikkert vurderet, at dem de leverer til, enten selv vil lave deres egen buffer, eller vil bruge den som den er. Det samme har f.eks. Hypex gjort på deres nCore moduler, hvor Zin er på 1,8 KOhm.
Mange forforstærkere eller afspillere har det ikke specielt godt i så lav en impedans, og det kan blive et problem, som skal adresseres.
En bomstærk preamp er den rigtige løsning, en buffer kunne være en anden.

En klassisk PWM forstærker. Med fast clockfrekvens. Hvilke grunde er der til at skifte til selvoscillerende typer og der kæmpe med at holde switchfrekvensen under varierende load? Besparelser?

Det var den sidste sætning i citatet, som udløste min reaktion, for det er da ikke noget problem at lave en "bomstærk preamp" . Støj er nævnt som forklaring på anvendelse af lav indgangsimpedans. Det kan jeg kun støtte ud fra egne erfaringer, men hvilke andre årsager er der til vigtigheden af at anvende lav Zin i klasse D sammenhæng?

På baggrund af diagrammer ser jeg en sammenblanding af input- og feedbacksignal til samme indgang. Er det sådan at sammenblandingen ikke forekommer i de nyeste teknologier? At input signalet og feedback holdes hver for sig? Eller er sammenblandingen en betingelse for kredsløbets funktion?

Billedet nedenfor. Buffer/preamplifier kredsenes Zout og frekvensmæssige parametre vil uundgåelig indgå i udgangstrinnets FB med mindre Preamp Zout= nul ohm eller i det mindste lav og lineær over mere end det hørbare område. Er det her som i andre forstærkertyper at FB styrer forstærkerens præstationer?



Det der fanger mit øje når jeg kigger på konstruktionen af en class D amp er at NFB kredsløbet indgår i signalvejen (Fig.2) i stedet for som på Fig.1 holdes hver for sig i en normal klasse A/AB forstærker. I Fig.2 indgår Zout i NFB og bliver på den måde (kabler og andet) afgørende for lydkvaliteten. Så uden en perfekt buffer til at kontrollere dette forhold, når men ikke i mål som jeg læser principdiagrammerne til class D.



@Kjeldsen
Jeg beklager meget, hvis mine indlæg har forstyrret trådens indhold.