Musik, lyd og hukommelse

I min ungdom hørte jeg rigtig meget musik fra pladespiller, rør amp, store højttalere, DIN stik, og TYNDE “højttalerkabler”. JEG syntes det var noget af det ypperste. Da jeg ved en tilfældighed, hørte den samme kombination, samme apparater ca. 40 år snere, vel og mærke i en let renoveret udgave (nu også med tykke kabler), blev det lidt af en skuffelse. Omstændighederne og tidsånden, da jeg hørte det i min ungdom og det jeg hørte de 40 år senere, var fuldstændig forandret. Der ligesom manglede noget, var min fornemmelse (lyden fejlede intet og musikken var stadig god).
Hvad var der sket med min hørelse over tid? 1000 vis af timer med musik. Naturlig høretab følger med alderen. Tab af korttidshukommelse. Tab af langtidshukommelse.
Hjernens evne til at dechifrere lyd fra høreorganet, og hvordan den bliver lagret i den retmæssige cortex, har relevans for, hvordan vi opfatter og identificerer lyd. De fleste af os går nok ud fra, at vi hører lyd ret ens, at elektronikken gør forskellen. Vi glemmer at den biologiske modtager ændres og er forskellig fra person til person, hvad der lyder godt i mine ører, lyder ikke nødvendigvis godt i andres ører. Ligesom med musik. Vi har måske en tendens til at se Hi-Fi lidt for firkantet. Det er selvfølgelig rart for dem, hvor Hi-Fi nærmest er blevet en religion, med deraf følgende dogmatisme og snæversyn.
Findes der tilgængelig videnskabelig evidens for, at det er muligt for den menneskelige hjernen at dekode de mikroskopiske ændringer i lyd, som nogle guldører mener at kunne høre? Jeg tvivler. Når lyd (ikke toner) glemmes lige så hurtig som en 10 cifret talrække (eller var det 7). Måske er jeg bare jaloux. Måske skulle jeg øve mig lidt mere.
Falske erindringer kan have indflydelse på, om lyden (ikke musikken) jeg hørte hos venner, i Hi-Fi shoppen eller til en koncert, for dage, uger, eller måneder siden, kan bruges i en sammenligning med det jeg hører netop nu. Jeg kan måske huske det overordnede indtryk af lyden i f.eks. Parken og Forum (for det meste dårlig), men at huske præcis hvordan lyden var, kræver en overordentlig udviklet auditiv hukommelse og kompetance. Den har jeg så ikke, bilder jeg mig ind.
Men derfor er det trods alt altid rart at få livemusik med hjem i langtidshukommelsen, når man har været til en god koncert. Så husker man musikken, nuancerne i numrene, stemningen blandt venner og den gode fornemmelse fra belønningscentret.

PS! Indrømmelse: Jeg har også hørt en forskel på et par forskellige højttalerkabler. Ups!

Alf

Jeg har nogle gange oplevet lignende.
Det jeg husker bedst var et setup bestående af Dali 18 MKII, NAD 3020i og en NAD 5000, (hvilke kabler husker jeg ikke) som jeg hørte for mange år siden (20-25) og var ret imponeret af lyden samlet, men nok mest NAD3020eren og bassen i hele systemet.

Lignende system har jeg hørt for mindre end et par år siden, dog med en Denon CDafspiller og man blev jo næsten flov over at ha synes det var godt
Magen til tung lyd, lukket lyd skal man lede længe efter........ Men det lød jo faktisk ret godt 20-25 år tidligere :whistle:
Jeg husker det af den ene grund at jeg blev enormt overrasket over hvor stor forskel der var.
Og hvad er det der gør det ? Jeg tror man stille og roligt vender sig til anden lyd over flere år og ikke lægger så meget mærke til forandringerne fordi det er over længere tid.
Der er faktisk mange højttalere jeg har syntes rigtig godt om som jeg ikke ville eje i dag, så jeg er selv ændret
Men man er også et vanemenneske For jeg har selv oplevet at have et setup i nogle år som jeg havde brugt rigtig meget energi på (og penge) som jeg selv synes var ualmindeligt godt, på trods af at jeg rendte rundt og hørte på mange forskellige forstærkere, højttalere osv hver eneste dag (arbejdet).
I mit setup kunne jeg nærmest udpege de forskellige udøvere osv (som man jo så populært siger) og jeg synes det hang perfekt sammen, ja alt kunne vel knap blive bedre................ Lige indtil jeg fik et andet sæt højttalere hjem og satte til.
Der blev ikke engang puslet med dem, de blev bare stillet op hvor de andre stod. vinklet lidt og inden længe kunne jeg høre alle de "fejl" som de andre højttalere havde.

Om 20 år er der nok nogle der vil mene at de højttalere som jeg synes lyder lyse, lyder mørke eller rigtig godt, fordi lyd"idealet" er ændret.

Så enten husker vi lyd ret elendigt, eller også sker der ændringer man ikke lige lægger mærke til, eller måske er det begge dele

Hifi er skruen uden ende hvis man ikke bremser sig selv en smule.......Højttalerskiftet var i øvrigt fra B&W 801S3 til Dali skyline 1000 (og senere 2000) på helt samme setup.

MIn kommentar med blå skrift.

Alf skrev:
I min ungdom hørte jeg rigtig meget musik fra pladespiller, rør amp, store højttalere, DIN stik, og TYNDE “højttalerkabler”. JEG syntes det var noget af det ypperste. Da jeg ved en tilfældighed, hørte den samme kombination, samme apparater ca. 40 år senere, vel og mærke i en let renoveret udgave (nu også med tykke kabler), blev det lidt af en skuffelse. Omstændighederne og tidsånden, da jeg hørte det i min ungdom og det jeg hørte de 40 år senere, var fuldstændig forandret. Der ligesom manglede noget, var min fornemmelse (lyden fejlede intet og musikken var stadig god).

Hvad var der sket med min hørelse over tid? 1000 vis af timer med musik. Naturlig høretab følger med alderen. Tab af korttidshukommelse. Tab af langtidshukommelse. Hjernens evne til at dechifrere lyd fra høreorganet, og hvordan den bliver lagret i den retmæssige cortex, har relevans for, hvordan vi opfatter og identificerer lyd.

Som ung mangler man referencen, som man danner og tilretter gennem hele livet. Derfor er din lagrede oplevelse af det der var engang ”fantastisk”. For du havde ikke noget at sammenligne med. Dengang. Det danner du gennem livet Fortsætter du med at optimere vil du opdage yderlige forbedringer, men samtidig konstatere hvor begrænsningerne er. Dine ører måske. Begrænsninger i optagelserne. Det der engang gik op i en højere enhed sammen med anlæggets sammensætning og din reference for god lyd dengang slet ikke stemmer overens med det du er kommet frem til i dag.

Alf skrev: De fleste af os går nok ud fra, at vi hører lyd ret ens, at elektronikken gør forskellen. Vi glemmer at den biologiske modtager ændres og er forskellig fra person til person, hvad der lyder godt i mine ører, lyder ikke nødvendigvis godt i andres ører. Ligesom med musik. Vi har måske en tendens til at se Hi-Fi lidt for firkantet. Det er selvfølgelig rart for dem, hvor Hi-Fi nærmest er blevet en religion, med deraf følgende dogmatisme og snæversyn. Findes der tilgængelig videnskabelig evidens for, at det er muligt for den menneskelige hjernen at dekode de mikroskopiske ændringer i lyd, som nogle guldører mener at kunne høre?

Vi lytter forskelligt. For hvorfor skulle der ellers være marked for de mange forskelligt lydende anlæg og kombinationer? Den kendsgerning er der vel efterhånden evidens for. Og så længe vi hører forskelligt er der nogle med ”guldører” som de der ikke hører det samme kalder dem. I forsøget på at retfærdiggøre flertallets oplevelser.

Alf skrev: Falske erindringer kan have indflydelse på, om lyden (ikke musikken) jeg hørte hos venner, i Hi-Fi shoppen eller til en koncert, for dage, uger, eller måneder siden, kan bruges i en sammenligning med det jeg hører netop nu.

Det du oplever netop nu bliver aldrig som oplevelsen til koncerten. End ikke selv om optagelsen du lytter til sker med mikrofoner placeret på stedet du var under koncerten. Dine ørers 3D oplevelse af koncerten kan ikke overføres til dit lytterum. I bedste fald kan lagrede erindringer fra oplevelsen af koncerten supplere lyden til et samlet imaginært billede. Længere kommer man sjældent.

Alf skrev: PS! Indrømmelse: Jeg har også hørt en forskel på et par forskellige højttalerkabler. Ups!

Ja, det er jo i sig selv meget uheldigt..... Alene det at du erkender det. Offentligt.

Nu er det jo ikke fordi jeg ikke lyttede til andre apparater dengang. Vi var en del venner på det tidspunkt, der hørte rigtig meget musik hos hinanden og gik til koncerter et par gange om måneden (mest jazz). Det betød jo at jeg fik hørt en del forskellige apparater og fik trimmet mit lydideal ind i mellem. Min svigerfar sad i bestyrelsen for B&O på det tidspunkt og der blev ofte skiftet til de nyeste modeller, så jeg har også hørt en del B&O apparater. Og ejet nogle stykker. Og der er da røget lidt apparatur ud og ind siden dengang. (Jeg er efterhånden 60 år)
Nu var det ikke for at nedgøre “guldørerne”. (Undskyld udtrykket så).
Jeg aner jo ikke hvad der foregår i deres hjerner og jeg er ikke ude på at retfærdiggøre andres oplevelser. Jeg stiller bare spørgsmålet; om der er valide undersøgelser der viser, at nogle mennesker har denne eminente sansning hvad lyd angår. Og at jeg er en tvivler.
Jeg vil nu kalde mig selv “sølvøre”, da jeg er mindre god til lydopfattelse, kan jeg forstå. Men jeg har trods alt hørt forskel på højttalerkabler, op til flere gange.

Hilsen Alf

@Alf

Du starter dit første indlæg med "I min ungdom hørte jeg rigtig meget musik", og det for mig at se siger sådan set det hele.

I vores ungdom er vi unge. I vores alderdom er vi gamle. Når vi er unge kan vi flyve med fuglene, synge med løverne og være lige så dumme og begejstrede som hjertet kan begære. Med tiden kommer vi til at skamme os over alle disse tidligere velansete dyder. Som gamle kan vi ikke mere kapre "det ypperste" i noget som helst. Det vi har tilbage er en fattig evne til at gentage os selv og nænsomt frustrereres over nogle tågede skyggeerindringer om en bedre tid, som vi ikke kan vende tilbage til.

Jeg kan i dag næsten ikke lytte til Rock musik uden at kede mig. Jeg kan faktisk næsten ikke lytte til mit eget musikkatalog uden at kede mig. Jeg kan heller ikke i dag købe ny musik uden at smide den væk en halv time senere. For overhovedet at bevare en spinkel interesse i musikkens univers er jeg nødt til at finde en radiostation med et menneske som vært (ingen algoritmer, tak), der spiller musik klods op ad men dog lidt uden for min komfort-zone. Nogle timer med det kan holde mig gående i radio-og-musik tavshed i flere dage.

Ak, ja. Ungdommen er spildt på de unge. De aner ikke, hvor godt de har det, før de bliver gamle og kikker tilbage.

@ALF

Alene det faktum at du hører forskel på højttalerkabler gør dig til et menneske med "guldører" hvis jeg må genbruge udtrykket. Diagnosen "særligt sensitiv", hjernens reaktion på sanseoplevelser - indbefattende høresansen - er efterhånden anerkendt. At være særlig følsom overfor ting andre ikke reagerer på, mangler fortsat accept i brede kredse af hifi verdenen. Hvor de mange "ikke sensitive" vælger at bruge kræfter på at nedgøre de sensitive. Guldørerne. Og hvis du ikke har opdaget det, er jeg forsvarer for de der hører forskel. På kabler og mange andre ting i hifi sammenhæng. Hjernen kan trænes op til at være særlig opmærksom på specifikke detaljer. Det sker bare ikke uden træning, som af mange nedgøres ved at blive kategoriseret som "det forkerte i at lytte efter fejl" fremfor at lytte til musikken. For hvordan mobiliserer man evnen til at skabe forbedringer hvis ikke man er opmærksom på fejlene?

@ZIG

Når jeg læser mellem linjerne i dit seneste indlæg ser jeg et menneske som efterlyser forandring. Fornyelse. Gejst. Glæde.
En pause med musikken er altid godt. Man kan genfinde glæde ved opdagelsen af det man savner. Og er det savnet af musikoplevelsen kommer den stærkt tilbage efter pausen. Udebliver den skulle du overveje om ikke det er dit musikanlæg der skal holde pause til fordel for et bedre.

Jeg forstår udmærket dem der kan høre forskel på forskellige højttalere, CD afspillere, tynde vs tykke kabler osv, men der hvor jeg synes kæden hopper af er dem der mener at kunne høre en niveau ændring ved f.eks 50 KHz eller høre om en forstærkers nedre grænse er 5 eller 2 Hz.
Begge dele er områder hvor der intet sker i musikmaterialet, og ingen højttaler siger noget som helst ved 3 Hz og ingen mennesker kan høre noget som helst ved 50 KHz, med mindre de er klonet med en flagermus

90% af de ting som nogle mener at kunne høre, falder fuldstændigt til jorden i en blindtest............. Og man siger ellers at blinde hører bedre

Jeg tror ikke det handler om at kunne, men at være.

@Kaj

Der må gerne læses "mellem linjerne" - min skrivestil er da noget impressionistisk - og fortolkningens muligheder er mangfoldige....

Jeg læste en artikel fornylig om Jack Nicholson, der vist nok er blevet 80 og har nogle problemer med hukommelsen..... han sagde blandt andet, at han havde haft et langt liv med diverse kvinder - og idag var han ret melankolsk, for den tid var forbi og han savnede den.

Og jeg tror, at vi også kan komme til at savne glæden ved ny musik, fordi vi ganske simpelt har hørt alt for meget musik. Vores hjerner er mætte. Vi har i over 50 år lyttet til "højttalere", "forstærkere", "kabler" og gransket efter de mindste detaljer..Vores stakkels synapser gider ikke mere. Og de, der designer vores herlige maskiner, lider af det samme problem. Og nøjagtig det samme gør sig gældende for de, der prøver at skrive en ny sang. Vi har akkumuleret en tiltagende "musikalsk demens", der nivellerer al musik til muzak.

Spotify og deslige gør tingene værre.

Jeg tror, vi allesammen har brug for en pause, hvor alle medierne bliver lukket ned. I den efterfølgende fred vil vores neuroner få lov til at gendanne sig, og vi vil kunne høre fuglenes sang, sige nej til enhver produktivitets manipulation, og blive til mennesker, der igen kan sidde stille uden at skulle underholdes eller lave noget - andet end at være til.

Se, dét er hvad jeg savner.

Jeg har lige læst noget fra Kirk McElhearn

We have shifted our music consumption from something very personal, where we knew what we were listening to, even if we didn’t always choose it when listening to the radio, to now something where, for many people, listening to music lacks that personal connection.

When people listen to music like this, they lose the emotional attachment they have to that music: they are simply turning on a spigot, and as long as music comes out, and silence is kept at bay, they are satisfied.

Og derefter så jeg dette billede.....

Men heldigvis kan man også bruge musik mere målrettet. Som, f.eks, rejse tilbage i tiden.
Til den første kæreste, første knallert, bedste vinterferie, længste sommer osv
Under alle omstændigheder, kan man genfinde hjertevarmen, for en stund, hvis ikke lige man finder den i dagens musik.
Er helt enig med Zig, der laaangt imellem nyskabelserne, ja, måske udebliver de helt.
Selv nutidens "nyskabelser", er jo noget man har hørt før. Sorry alle i unge, men der har de sidste mange årtier reelt ikke fremkommet nyt, fersk musik, ikke hørt før.
Det betyder selvfølgelig ikke, jeg ikke syntes, unge skal søge det for dem nyskabende. Det betyder nok blot, jeg selv er blevet ældre,
har været hele mosaikken igennem, hørt det hele før, og måske også i virkeligheden mættet af nyskabelser.

Jeg er sikker på, de unge af i dag, selv ender på samme sted, vi ældre står nu i dag, og vil også ende op med glæden i nostalgien, musikken fra deres ungdom.
Og det er på sin vis lidt finurligt, for, den ene generations "nostalgi" er den ældre generations "nyeste skrig", så på sin vis, sikres den vej, en stadig variation i musikken, til glæde for dem "whos dont care".

@ZIG

Aha.... det er forklaringen på at du ikke har et TV? :silly:

PS.
Med hensyn til "gyldne ører".
Mon ikke det erfaringen i høre, hvilke bidrag de forskellige aspekter, af anlægget, påvirker musikken med, mere end det, at der høres noget andre ikke hører?
Jeg tror ikke mennesker hører forskelligt, men kan selvfølgelig foretrække forskellige ting at høre.
Erfaringen med "hvad spiller ind på hvad", kan tillæres af alle.

Jeg kender godt det med at det kan blive lidt fesent at bare sidde og lytte til musik, det rørte ved noget mere i gamle dage. det meste af den nye musik synes jeg savner den kreativitet, melodiske sans og rebelske tekster som der var i min ungdom. Streamingmulighederne gør ikke noget godt for fordybelsen.
Der er dog et par ting som har kunnet få de små hår på armene til at rejse sig.
Jeg har oplevet ny glæde ved at lægge de gode plader på lager i nogle år, og så er det som de får nyt liv.
Jeg har samlet et par hundrede koncerter på DVD med de gode bands og sangere fra dengang de var rigtig gode, og projiceret billed på lærred og et vrid på volumen, kan stimulere oplevelsen voldsomt, det gør stort indtryk på gæster, de får en oplevelse ,vil ha' mere.
Oplevelsen kan give mig inspiration til "høremusik" bagefter. Der er koncerter jeg har set utallige gange og de giver mig et kick.
Jeg er selvfølgelig enig i at være der selv er det bedste, men når de nu ikke kan synge ret godt mere kan dette være en skuffelse ( fx. Art Garfunkel mm.)
Altså den fede oplevelse hvor man bliver bjergtaget og begejstret kan nåes med smutveje, ikke at forglemme en belgisk øl og en god rom.
Bon voyage

Hej Svalen og velkommen......

Hos venner har jeg haft nogle store oplevelser, når vi har kikket på gamle koncerter på DVD. Jeg vil ikke selv have lyst til at se det dagligt - men en gang imellem er det da stort - og man tænker, nå var det sådan Robert Plant så ud, da han var ung og slank men med stor appetit (imens i en nylig udgiven DVD med ham, ser han bare lidt dum og nisseagtig ud).

Så ja, det er rendyrket nostalgi for det evigt tabte.....

Og her i dag har jeg slettet en hel række internet radiostationer, for jeg kan simpelthen ikke holde alle disse ansigtsløse plader ud. Jeg tror ikke, der er mere plads i min hjerne til nye kunstnere, og musikken bliver først musik, når man har et forhold til, hvem det er, der laver det.

Lige så lidt som man kan drikke alkohol hele tiden, så kan man ikke lytte til musik hele tiden.

Så på plejehjemmet handler det om en nænsom plade i ny og næ, idet der kun er beskedne nydelser tilbage.

(Og hvor fanden har jeg lagt mit gebis?)