Musik, lyd og hukommelse

Ja, velkommen til Svalen.
Du skriver, "belgisk øl og rom".
Åh hvor orginalt! Her bliver normalt kun nævnt øl, Whisky og rødvin.

Zig.
Forstil dig, kun kunne tage et album med på plejehjemmet.:sick:
Gad hvide, om det så ikke blev et album, du i forvejen kender (hele vejen ind til hjertet), mere end det ville blive et nyt album?

Og jeg ved nøjagtigt hvilket album, det vil blive......




Det har det hele - lyrik, frækhed, bas, og une femme fatale.

Selv på plejehjemmet - Cherchez la Femme!

Miles Davis er også en af mine favoritter.
Var i min ungdom, først i 70érne, meget inspireret af Mclaughlins guitarspil, og forsøgte, af og til, dreje fritids-Jazz-orkestret, ind på M- Davis-vejen, selvom, det var nogle gamle gutter jeg spillede med, og vi mest var et Swingband.
Jeg tror Davis, dengang, mest blev anset som avantgarde. De ældre, dengang, var generelt mest til New-Orleans.
Men det har flyttet sig en del, ikke mindst i 70érne, hvor der var mange af disse fusions- afterbeat- jazz-rock-(kald det hvad du vil) grupper,
og mange af os, der nu er de gamle, fortrækker Miles.

The Mahavishnu Orchestra var en af favoritterne i 70’erne sammen med Chick Corea, Al De Meola, Billy Cobham, George Duke, Jean-Luc Ponty, Weather Report ja og mange andre. Der var gang i fusionsmusikken. Vi kunne tilbringe en hel weekend mellem højttalerne med hjemmelavet vin og røg. Vi havde faktisk også danske Entrance, og tyske Klaus Doldingers Passport.
Det er ikke noget jeg hører meget mere. Men det er rigtig at Miles Davis stadig er med i dag.
Men jazzen har bidt sig fast og har mange udtryk. Eller som Frank Zappa sagde det: Jazz is not dead it just smells funny.

Alf

Gentagelsens glæde skal ikke undervurderes: Sidst jeg var til koncert med Bonnie Raitt startede hun med at fremføre ca. fem numre fra hendes nye plade som jeg ikke havde hørt - det var da godt/okay men da hun begyndte at spille de numre som jeg kendte kom armene i vejret. Sting lavede en forrygende koncert hvor han kom med det bedste fra sit bagkatalog - ikke et øje var tørt.
Jeg er ikke vokset op i et hjem med klaver, og var noget hippie i min ungdom, Jeg forstår ikke ret meget klassisk og eksperimenterende jazz, men den fede guitarsolo kan bringe mig i himlen.
Se , dette er en side af oplevelsen, jeg er kommet til at fravælge god musik fordi det var optaget så dårligt (klarhed, dynamik, frekvensområde), jeg har valgt at høre knap så god musik fordi bassen/rummet, tredimensionaliteten mv var så fed.
Vi kan da nemt blive ramt af et perfektionistgen, der styrer, men betyder det at vi ikke fornemmer hvad der er stor kunst ?
Eller siger vi bare at når de små hår rejser sig er det I ORDEN !

Jeg har det sådan, at musikken skal give mig en følelsesmæssig oplevelse. Og så er det underordnet hvem der giver mig den. Holder oplevelsen ved gentagelse vækkes interessen for mere fra samme kunstner. Og musikkerne i produktionen.

For mig er det den naturlige proces. Med vigtigheden af at mit musikanlæg er i stand til "at presse essensen ud af frugten". For kan anlægget ikke det, står jeg bare med en musiksamling der minder om en pose blandet frugt, jeg kender og spiser i tilfældig rækkefølge. Uden at hæfte mig specielt ved smagen. En blandet juice man har vænnet sig til at indtage. Fordi de enkelte engredienser engang var en nydelse.

Jeg skal love for at jeg også hører musik, hvor optagelser og gengivelse kunne have været bedre, men hvor musikken er fantastisk.
Jeg kan udmærket bevæges af musikken fra mit bilanlæg. Selv om det ikke er det fedeste rum at høre musik i. Og så bliver der jævnligt sunget med. Musik aktiver følelser, også selv om den ikke er perfekt gengivet.
Jeg lader mig heller ikke til en koncert, distrahere af at lyden ikke er helt på plads. Jeg kommer for at høre musikken, ikke for at høre hvordan de har skruet lyden sammen.
(Jeg er dog gået fra en koncert hvor lyden var for elendig)
Jeg har været der, hvor jeg sad og lyttede på detaljer i musikken, på instrumenter og placering, på audiophile plader. Her var musikken ikke altid berigende.
Men jeg fornemmer en forskel om man hører detaljer i musikken eller man sidder koncentreret og lytter på lyden. Det kræver en del koncentration at sidde og lytte på forandringer, når man har foretaget modifikationer i rummet, i opsætning, kabler, skiftet DAC, rør, pick-up eller hvad man nu har puslet med. Efter nogle timer bliver jeg for det meste træt af det, og finder ud af at lyden ikke har ændret sig så meget af betydning for selve oplevelsen af musikken, men måske lidt for min Hi-Fi bacille og det betyder jo også lidt.

Alf

For tiden er fortællingen den, derude på nettet, at den musikalske hukommelse ikke rækker langt.
Det tillader jeg mig ikke være enig i.
Jeg tror det et synspunkt fra en enkelt person, lagt ud på nettet og vokset sig stor.:whistle:
Jeg mener ikke, have problemer med erindre tidligere tiders lyd. Den er lige der, på indersiden af pandeskallen, og jeg kan tage den frem, spille den på kommando, når jeg føler for det. Jeg vælger selv, hvilket orkester, hvilket nummer, skal det op i dur eller ned i hastighed, ændre soloen, eller sætte Ringo til synge duet med Elvis (jeg kan, men vil nok ikke lige gøre det sidste jeg skrev.:: )
Men den egentlige målestok jeg benytter i fh til stereoén, stiller jeg som spørgsmål til mig selv, "bliver jeg euforisk". Og bliver jeg det, kan det nok ikke blive meget bedre.
Har lige været de sidste puslerier igennem, med pladespilleren, efter at have flyttet til ny addresse (i sommer).
Jeg endte med en belastnings-imp på 80ohm. Der fortalte min hjerne mig, stereoen er bedst. Meen, jeg syntes sgu der manglede noget "ikke-så-tilrettelagt-agtigt", det hele var blevet lidt for fint, bassen for velkontrolleret.
Så rejste jeg belastningen til ca 125ohm, ændrede en smule på plint-underlaget, og i hifi-mæssig henseende, lød det ikke mere helt så "perfekt". .
Men lytteglæden vendte hjem. Bassen trykker brystet, harmonier opstår i lytterummet, alt det jeg godt kan lide.
god-nat og sov godt.

@nv

Er det ikke sådan, at euforien ved musikanlægget er at være i stand til at farve og krydre gengivelsen fra musikanlægget på en anden måde, når den lækreste ret serveres 14 dage i træk. Så vækkes sanserne af skiftet til den med lidt for meget chili. Og når det har stået på tilstrækkeligt længe finder man ud af at det måske ikke holder i længden. Man vender tilbage. Hvis man da kan huske opskriften på det man forlod. Ofte ender man et helt andet sted. Stedet man husker, som den rigtige lyd. Den der ender med at blive tviviel. Den man farver for at tage turen forfra igen. Uden med sikkerhed at lande det samme sted igen. Lyden man husker som den rigtige. :

Zig skrev: Og jeg ved nøjagtigt hvilket album, det vil blive......

En interessant udgivelse. Musikalsk og optage-teknisk. Noget fænger umiddelbart og andet ved gentagelse. Det virker autentisk og ægte. Med genkendelig modulationsstøj fra den analoge teknik. Men det ændrer ikke ved dens musikalske værdier.

Indledningsnummeret bragte omgående associationer til min oplevelse med Palle Mikkelborg og Helen Davies i Vor Frue Kirke her i Aalborg for fjorten dage siden. Trompeten og rumklangen, som Palle Mikkelborg elsker at lege med.

Kaj. skrev: @nv

Er det ikke sådan, at euforien ved musikanlægget er at være i stand til at farve og krydre gengivelsen fra musikanlægget på en anden måde, når den lækreste ret serveres 14 dage i træk. Så vækkes sanserne af skiftet til den med lidt for meget chili. Og når det har stået på tilstrækkeligt længe finder man ud af at det måske ikke holder i længden. Man vender tilbage. Hvis man da kan huske opskriften på det man forlod. Ofte ender man et helt andet sted. Stedet man husker, som den rigtige lyd. Den der ender med at blive tviviel. Den man farver for at tage turen forfra igen. Uden med sikkerhed at lande det samme sted igen. Lyden man husker som den rigtige. :

Du læste vist ikke, hvad jeg skrev.

Alf skrev: Jeg skal love for at jeg også hører musik, hvor optagelser og gengivelse kunne have været bedre, men hvor musikken er fantastisk.
Jeg kan udmærket bevæges af musikken fra mit bilanlæg. Selv om det ikke er det fedeste rum at høre musik i. Og så bliver der jævnligt sunget med. Musik aktiver følelser, også selv om den ikke er perfekt gengivet.
Jeg lader mig heller ikke til en koncert, distrahere af at lyden ikke er helt på plads. Jeg kommer for at høre musikken, ikke for at høre hvordan de har skruet lyden sammen.
(Jeg er dog gået fra en koncert hvor lyden var for elendig)
Jeg har været der, hvor jeg sad og lyttede på detaljer i musikken, på instrumenter og placering, på audiophile plader. Her var musikken ikke altid berigende.
Men jeg fornemmer en forskel om man hører detaljer i musikken eller man sidder koncentreret og lytter på lyden. Det kræver en del koncentration at sidde og lytte på forandringer, når man har foretaget modifikationer i rummet, i opsætning, kabler, skiftet DAC, rør, pick-up eller hvad man nu har puslet med. Efter nogle timer bliver jeg for det meste træt af det, og finder ud af at lyden ikke har ændret sig så meget af betydning for selve oplevelsen af musikken, men måske lidt for min Hi-Fi bacille og det betyder jo også lidt.

Alf

Det er vel lidt det samme med mig Når jeg sætter mig til at lytte "seriøst" til musik vil jeg gerne have at både musikken og lyden er god, men som du også skriver så er det anderledes i bilen eller hvis man laver andet og bare har musikken som baggrunds"støj", der kan det sagtens være god musik uden at lydkvaliteten er høj.

nv skrev:

Kaj. skrev: @nv

Er det ikke sådan, at euforien ved musikanlægget er at være i stand til at farve og krydre gengivelsen fra musikanlægget på en anden måde, når den lækreste ret serveres 14 dage i træk. Så vækkes sanserne af skiftet til den med lidt for meget chili. Og når det har stået på tilstrækkeligt længe finder man ud af at det måske ikke holder i længden. Man vender tilbage. Hvis man da kan huske opskriften på det man forlod. Ofte ender man et helt andet sted. Stedet man husker, som den rigtige lyd. Den der ender med at blive tviviel. Den man farver for at tage turen forfra igen. Uden med sikkerhed at lande det samme sted igen. Lyden man husker som den rigtige. :

Du læste vist ikke, hvad jeg skrev.

Jo, det mener jeg. Men det er naturligvis ikke ensbetydende med, at jeg har forstået meningen bag det jeg læste. Og det beklager jeg.
Er forholdet tilsvarende den anden vej kommer vi utrolig nemt til at tale forbi hinanden. Skal vi lade det stå eller er der tale om misforståelser vi skal have rettet op på? :blush:

Som et kuriosum hertil. Hukommelse af hvordan noget lyder. Jeg kom hjem fra otte dages ferie sidste søndag. En ferie uden musik. Her gentog sig oplevelsen af glæden ved at musikgengivelsen var bedre end jeg husker det fra før ferien. En oplevelse jeg har haft hver gang jeg har holdt musikfri ferie. Helt musikfri. Så kunne man jo bilde sig ind at anlægget har haft godt af en pause og derfor lyder bedre derefter?

Nogen gange, som f.eks, da du kom hjem fra ferie, er man bare i større behov for musik.
Andre dage, syntes man bare ikke noget lyder godt.
Men uden en musikalsk hukommelse, kunne ingen indøve et musikalsk repertoire. :blink:
Tænk på månedslange koncert-turneer.
30 koncerter i træk. Den ville være gruelig gal, hvis nogen ikke kunne huske.
Bevares, en tromme kunne komme ud af slag, en guitarist anslå forkert akkorde,
men det falder vel ikke under "dårlig lyd-kvalitet.
Du insinuerer, hifi-folk der farver lyden, kan blive træt af lyden, efter nogen tid. (her må jeg lige tilføje, jeg selv, ingen elektroniske farvemidler har).
Men den hurdle kan man vel også rammes af, selvom anlægget er neutralt og ingen farve tilsætter.

Men nej, jeg syntes ikke, der nogen misforståelser, vi bør gennemdrøfte.
Skriverierne skal vel bare betragtes som hyggelig småsludder, og gensidig erfarings-udveksling.:silly:

(og jo, du har helt ret. Jeg kan ligegerne være den som misforstår.).

Nu skelner jeg, som man kan læse, mellem musik og lyd. Musik husker man, den er forbundet med følelser og oplevelser. Jeg husker stadig musikken fra Radio Luxemburg. Jeg skriver at lyd forsvinder hurtig fra hukommelsen.

Alf