Audiofil kvalitet

nv skrev: Jeg vil da så sandelig også fortrække plader indspilles i stereo.
Men de plader, der i tidernes morgen blev indspillet i mono, lyder ofte bedst på den måde.

Mono kan faktisk være bedre end "stereo"
Jeg har en CD med The Beatles hvor alle instrumenterne er i den ene kanal og sangstemmerne er i den anden kanal og der lyder det altså bedst når man trykker "monoknappen" ind ::

Enig :silly:
Det var den dummeste form for stereo nogensinde.
Men det fascinerede jo mange mennesker dengang, det var nyt og det var bestemt avanceret.
For mange er det jo stadig et mysterium, hvordan der kan være 2 kanaler på blot én enkelt LP plade.
Og så glemmer vi lige, at der engang var nogen, der lagde 4 ned på dem

Bortset fra "Beatles for sale" (deres 4.lp) lydder alle Beatles-pladerne frem til og med "Rubber soul" (deres 6.lp) bedre i mono.

Ideen med Beatles sang i den ene- og musik i den anden ht kom fra George Martin (deres producer).
Det var typisk måden europæerne indspillede pop-album på dengang.
'I USA benyttede man den mere naturlige måde, at fremstille det på, med sangen i midten og musikken omkring sangen.
Heldigvis for Beatles, og os andre, fandt George Martin efter et par Beatles-album ud af, at gøre det på den amerikanske måde.

ps.
Selvom Beatles fra "A hard days night" (deres 3.lp) indspilled stereo med både højre, venstre og midterbilled,
var lyden stadig tynd og med mindre substans end på mono-udgivelserne.

For lige at runde Beatles af.
Alle Beatles-plader blev frem til 1968, indspillet og udgivet i mono.
Først fra midt-tresserne blev Beatles-pladerne tillige indspillet i stereo, og i alle tilfælde, først måneder efter monoudgivelsen var på market.
Beatles selv, havde intet med disse stereoindspilninger at gøre.
Vi skal frem til 1968 før Beatles selv indspiller i stereo. Og det var med indspilningen af det hvide dobbelt-album (som bare hedder the Beatles).
I forbindelse med indspilningerne til dette album, kom teknikerne fra Abbey-road studierne, med flere "opfindelser" som blev almindelig standart i årene der kom.
Bl.a indspillede de storetrommen i midten af lydbilledet, lilletrommen til højre for stortrommen (set fra lytteposition), gulv-tomtom til venstre for stortrommen. Hi-hat til højre for lilletromme og bækken til venstre for gulv-tomtom. og i området imellem lilletromme og gulvtomtom blev der plads til lille-tomtom og koklokke. (dengang bestod et typisk trommesæt som regel ikke af mere).

" .... and now over to something completely different"!

Mine VU metre er gået fast! Begge to. Bedst som jeg lytter til Jacob Dinesen "Roll With Me". Selv hans markante og dynamiske stemme kan ikke skubbe dem over et bestemt sted. Her bliver de stående det meste af nummeret. Åh, ja .... selvfølgelig, jeg afspiller jo fra Spotify. Det komprimerede skrammel. De har selvfølgelig ødelagt det hele. På jagt efter CD-udgaven og dens godt og vel 90dB dynamikområde. Lige lidt hjælper det. De sidder stadig fast. Lige indtil jeg spiller nogle af mine bedste indspilninger. Fra Spotify, altså. Her er stopklodsen forsvundet. Helt og aldeles.

Nu skal det ikke handle om Spotify eller anden streaming men om musikproducenternes ansvar for at levere den audiofile kvalitet. Det magter man åbenbart ikke. Eller snarere: Der er flere penge i at sikre at alle niveauer i musikken kan høres i støjende omgivelser. På apparater med begrænsede dynamiske egenskaber.

Hvad kunne man ikke få ud af Jacob Dinesens ubegrænsede dynamiske stemme?



For god ordens skyld viser billedet musikken fra CD'en via programmet "Exact Audio Copy"

Mht. populær og rockmusik er løbet kørt.
Alt fra Mark Knopfler til Rasmus Seebach er komprimeret, så selv de mindste detaljer brøles ud til lytteren.
Sådan har det nu været i 20 år, og der er ikke meget andet end Nordik Dynamic, som har opponeret imod det.
Musikbranchen aner faktisk ikke, at der skulle eksistere et problem.
Faktisk er det muligt, at få selv HIFI nørder, som har brugt mange penge på musikanlæg til, at foretrække komprimeret musik, eftersom de synes den er mere detaljeret OG dynamisk.
Flertallet ønsker ikke autentiske optagelser, men i stedet universer af konstrueret lyd, og det er der vel egentlig ikke det store galt med.

Simple og autentiske optagelser foretaget med A/B stereoteknik, er der ikke den helt store efterspørgsel efter.
Det kan man bl.a. opleve, når man snakker med nørder om en kunstner som Sara K.
Hun begyndte hos Chesky Records, hvor hun indspillede simple one take optagelser,, hvor autenciteten var i fokus.
Senere skiftede hun til Stockfish Records, hvor hun begyndte at lave produceret musik.
Nørderne blev først rigtig vilde med hende, da hun flyttede til Stockfish.
Hvad skal man så gøre?
Hendes 0dB dynamik udgivelser på Stockfish er åbenbart langt mere attraktive end de tidligere ukomprimerede på Chesky.
Så hvis selv nørderne hopper på limpinden, hvem skal så stå vagt om lydkvaliteten i fremtiden?

Nielsen.

Jeg tror du er inde på noget.
Unge audiofiler lytter nok på en anden måde end os fra dengang. :unsure:
Det kan så også forklare hvorfor ht ikke mere opbygges med vægt på autentisk, ærlig lyd.

Hvis man er lydnørd, så er man nødt til, at forelske sig i noget akustisk jazz eller klassisk musik.
Der er ikke andet musik, som udgives uden kraftig kompression i dag.
Jeg er så præcist så heldig, at jeg gerne hører klassisk musik både live og "canned", og har stor fornøjelse derved.
Men jeg oplever, at mange bakker lidt ud af det, måske fordi klassisk musik indeholder 3-400 års musikproduktion, og er derfor nem at fare vild i.
Det er dog meget nemmere i dag end det var tidligere, for da kunne du nærmest kun købe en LP eller en CD, og så måtte du finde ud af, om det var noget for dig.
Nu i dag kan du blot give den lidt gas på youtube, så finder du hurtigt dine favoritperiode.
For mig er favoritterne klart romantikken og det 20. århundredes musik.

Groft set deles den klassiske europæiske musik op i flg.:

Musik i Antikken (før år 500)
Musik fra middelalderen (ca. år 500 – 1400)
Renæssancemusik (ca. 1400 – 1600)
Barokmusik (ca. 1600 – 1750)
Wienerklassikken (ca. 1750 – 1815) eller klassisisme
Romantikkens musik (ca. 1815 – 1915), herunder senromantikkens musik (ca. 1875 – 1915)
Moderne tid, herunder moderne klassisk musik (20. århundrede og frem) og populærmusikken (fra midten af det 19. århundrede)

Hvis man så finder ud af, hvilken periode, der bedst falder i ens smag, så er der faktisk store ting i vente, jenne guer sawer, kan man sige.
For at nævne lidt af det, som jeg ved en smule om, så kan man regne Mozart som tidlig klassisist, Beethoven er først klassisist og senere bliver han tidlig romantisk, hans 5. klaverkoncert er noget af det tidlige i romantikken, og i øvrigt langt den bedste han fik lavet.
Af store romantikere må nævnes Tchaikowsky, Rachmaninov, Brahms, Chopin, Liszt og mange flere
Carl Nielsen er senromantisk og moderne, også Shostakowitz, Stravinsky og Richard Strauss er moderne.

Det er blot nogle få jeg har nævnt, der findes hundredevis af dygtige komponister, man kan finde mere om emnet her: Om klassisk musik

Oven i det jeg har nævnt, så er der lidt andet, som man kan holde sig for øje, når man tænker på disse perioder eller epoker i klassisk musik.
De tidlige perioder frem til og med klassisismen, a var musik noget en fyrste, en konge eller kirken bestilte hos en komponist, som de havde et godt øje til.
D.v.s. at e komponister, der fik gang på jorden, de var udvalgt af bestemte myndigheder eller religiøse retninger.
Fra romantikken og frem, lykkedes det komponister at få gennembrud, uden at være hofkomponister, eller være lønnet af kirken.
Kunsten kastede i den periode sin spændetrøje, og slap på den måde ud af sit "censurerede" univers.
Der opstod helt nye retninger som f.eks. impressionismen (Ravel, Debussy, Franck m.fl.)
Pludselig bestemte folket selv hvad de ville høre, og ikke kongen og kirken.
Dog var der stadig "hof komponister" rundt omkring. Den sidste var vel egentlig Stalin, som holdt Shostakowitz beskæftiget.

Anyways så er det mit budskab, at der faktisk ligger megen god musik og venter, man skal bare ikke fare vild i den enorme bunke, som der er produceret igennem århundreder. Hvis du er vil med violin, så blev violinen først forfinet i slutningen af 1600 tallet i Cremona. Så før den tid, fandtes der ikke megen violinmusik.
Piano blev først for alvor forfinet i de sidste år af 1700 tallet, og meget mere sidst i 1800 tallet.
Så vælg først din periode, og giv den så gas med komponister.

Good luck

Tilbage på sporet - Audiofil Kvalitet - jeg føler anledning til at fremføre det nedenfor viste. Larry Carlton og Robin Ford formår at ryste viserne ud af deres fastlåste funktion, efter at have forsøgt mig med SONY MUSIC' s udgivelse af Jonah Black Smith seneste opus. Også her satte producernes brug af dynamikkens tunge overligger en skarp grænse for instrumenternes naturlige udfoldelser. Bevares, jeg kan da godt se at Carlton og Ford "Unplugged" kræver mere end en ti gange så stor forstærker uden det lyder kraftigere end Dinesen og Black Smith.

Heyyy Kaj.....
Hvis du vil høre lidt af, da "overliggeren" lå noget højere, så prøv at finde Larry Carlton live,
et album der hedder "Last Nite". Har den "desværre kun" på vinyl, og det er jo ikke rigtigt dit mærke
men det er en helt vidunderlig teknik, der er lagt for dagen på det album.

Boydk skrev: Heyyy Kaj.....
Hvis du vil høre lidt af, da "overliggeren" lå noget højere, så prøv at finde Larry Carlton live,
et album der hedder "Last Nite". Har den "desværre kun" på vinyl, og det er jo ikke rigtigt dit mærke
men det er en helt vidunderlig teknik, der er lagt for dagen på det album.

Grusin/Rosen Record Production - GRP - vagte min interesse på grund af dets generelt høje lydkvalitet. Det var i min vinylperiode, hvor den digitale optageteknik satte spotlight på hørbare forbedringer. Altså inden "det digitale djævelskab" erstattede pladestøjen. Og jeg vil gerne vedgå at jeg fortsat vælger kunstnerne tilknyttet selskabet.
"Last Night" er som de øvrige digitalt indspillet på udstyr med et dynamikområde på 90dB. Masser af headroom. Hvor den efterfølgende placering af den dynamiske overligger med henblik på vinyludgivelser ikke havde den samme skarpe afgrænsning man computerbehandler populær musik på i dag.
Jeg har siden overgangen til ren digital afspilning hørt "digitale remastering" udgaver af GRP udgivelser. Dynamik komprimerede udgaver tilpasset nutidens måde at afspille musik på. Det er man ikke sluppet heldigt fra. De fleste er dog heldigvis sluppet for overgrebet. Jeg er vild med slagtøj og lyden fra et bækken med luft omkring. Især nummeret "Emotions Wounds Us So " er én af disse sjældne oplevelser. Tak.

På jagt efter musik til udfordring af mine færdiggjorte nybygninger er jeg stødt på disse to musikeksempler. Den sidste må være en lækkerbisken for Ribbontweeter's søgen efter ukomprimeret dynamik i indspilningen. Spotify/Fidelify/ASIO/TASCAM playback til orientering.

Sikkert ikke den samme, men jeg har denne som jeg synes enormt godt om og kan høre igen og igen.

Jo, det er den indspilning du allerede har. Den jeg her fundet indeholder bidrag fra flere forskellige kunstnere fra selskabet. Tak for tippet.