Audiofil kvalitet

For ikke at Hijacke tråden klassisk i Berlin svare jeg her på Nielsens spørgsmål.
Her er 3 plader fra DGG. Lp'en er godtnok indspillet i mono, men står ikke tilbage for noget på daværende tidspunkt IMHO. Cd'en med Bach er faktisk den som jeg synes besidder den laveste kvalitet.




DGG numre : LPM 18146, 427 697-2 og 419 047-2

Her er så til sammenligning 3 Decca indspilninger hvoraf jeg synes 2 af dem er teknisk gode, det er Mahler's "Das LIed von der Erde" jeg ikke synes er helt på højde med de 2 andre.

Det ser da meget fint ud, men jeg kan ikke høre dem.
Hvis vi skal forstå hvad hverandre mener, så er vi nødt til, at nogle musikfiler, som vi kan dele.

Anyways så nævner du en monoptagelse, og så er det ligesom, at jeg ikke tror vi lever på den samme planet.
En monooptagelse har ikke naturlighed skabt over sig, idet hele det rummelige aspekt ikke eksisterer på den slags optagelser.
Så det er helt klart en betingelse, at det er stereo.

Men hvis du sender mig en PB med en emailadresse, så kan jeg sende dig download links til min dropbox, så du kan sammenligne DG optagelser med andre helt for dig selv.
Måske så du kan forsyne mig med eksempler på, at DG ikke er så tåbelige som jeg går og mener.

Jeg gider ikke bruge mere tid på, om DGG har brugt +50 år på at lave konstant dårlig kvalitet eller ej.
Bliver du ved med finde dårlige indspilninger fra dem, så er det fint. Falder du over en god en, så er det også fint med mig.

Jeg mener nu nok der findes mono-plader med rummelighed.
Der er godt nok ingen pin-pon, men noget tidsmæssig forskydning som giver rummelighedsfornemmelse.
En mono-plade der umiddelbart dukker op for mit indre syn er, "In the wind" med Peter, Paul and Mary,
her er opstår front/agter-perspektivet meget naturligt.

Rumlighed i mono sammenhæng høres som optagestedets supplement af efterklang. Akustik. Er efterklangen forskellig for de enkelte stemmer og instrumenter opfatter vi det som dybde. De der har alderen til at have oplevet DR's "Radioteateret" på en monoradio ved hvad jeg mener.

Med stereo kobler vi bredden sammen med dybden. Akustisk 3D. Det er den oplevelse vi har med akustisk live musik.
Som et kuriosum hertil er de Beatles udgivelser, som er udgivet i stereo, men optaget (mikset) som to kanal mono. Fra dengang hvor ping pong effekten skulle skabe interesse for stereoens opfindelse.

Endelig. Når man gengiver et monosignal på et stereoanlæg opstår der lokal tidsforskydning, som intet har med den originale monooptagelse at gøre. Så den rigtige monolyd skal gengives med én højttaler, hvis det skal give mening.

Så skal vi jo nok lige have defineret rummelighed.
Det rum der spilles i, har en vis akustisk signatur i form af efterklangstiden og frekvenssammensætningen.
Den slags rummelighed kalder jeg rumklang, og regner den ikke med, når jeg tænker på rummelighed i stereoforstand.
Rumklang er resultat af en masse reflekteret lyd i optagerummet, og vil naturligvis kunne gengives i mono såvel som i stereo.
Dog vil mængden af rumklang være stærkt afhængig af, hvilken type mikrofon der anvendes, og hvor den placeres.

Når man taler om stereo, så er der en del forskellige metoder at skabe det "rummelige" lydbillede på, som i øvrigt ikke blot indeholder information om dybde og bredde, men også om højde.
Den mest puristiske metode at optage stereo på er A/B stereo med omnidirektionale mikrofoner, hvor den rummelige information opfanges af 2 mikrofoner med en vis indbyrdes afstand. Tidsforskellen imellem at lyden rammer mikrofonerne, kan vi bruge til, at lokalisere lydkilder i alle 3 dimensioner.
Der findes mange andre teknikker til at opfange 3D, som i de fleste tilfælde baserer sig på trykgradient mikrofoner, der er retningsbestemte, og som dermed ikke opfanger så megen efterklang fra rummet.

med trykgradient mener du da kondensatormikrofon?

Kjeldsen skrev: med trykgradient mener du da kondensatormikrofon?

Det er ikke helt sådan.
En kondensatormikrofon kan både være en trykgradient - og en omnidirektional mikrofon.
Trykgradientmikrofonen er retningsbestemt, den omnidirektionale reagerer på signaler fra alle retninger.
Når man taler om retningsbestemte mikrofoner er det som regel nyrekarakteristik, der er tale om.
Der findes andre varianter, men det er blot variationer over et tema.

Kondensatormikrofoner har ikke som gruppe specielle karakteristikker, men bygger i stedet på en anden og meget lettere transducer end de traditionelle dynamiske typer.

takker. Jeg har blot aldrig hørt tale om trykgradient før.

Men er godt bekendt med alle karakteristikkerne, men har blot hørt dem omtalt som nyre, omni, supernyre mv.

Trykgradient er så en overordnet kategori til alle de retningsbestemte typer.
En trykgradientmikrofon måler sådan set bare lydtrykket fra en bestemt retning, og skaber et analogt elektrisk signal.
Omni mikrofonen har kuglekarakteristik, og opfanger derfor også lyd off stage, om man så kan sige.
En meget væsentlig forskel på omni og nyre er, at omnierne er fri for proximity effekten, som er skyld i, at nyre mikrofoner mister basniveau med afstanden til lydkilden.
Omni mikrofonen er derfor den eneste, der kan optage bas på afstand uden EQ, og generelt er omnier dem med mindst farvning af lyden.

Vi er nok ikke uenige om man med mono, ikke kan adskille musikerne i bredde, dybde og højde.
Men der kan allerede i monooptagelsen ligge en god fornemmelse af optagerummets bredde, dybde og højde
samt nogle fine front/agter-kontraster, pg.a "tids-halløj" i indspilningen.
I de første mange stereooptagelser lagde man monooptagelsen, som man kendte den, i venstre kanal,
og det der gav stereooplevelsen (det der adskilte sig) i højre.
I stereo kunne man, lidt forenklet sagt, have et punkt (mikrofon), der definerede dybde, og et andet punkt
definerede bredden.
På den måde kunne lydkilden placeres hvor i billedet man ønskede det, grundet interaktivtet imellem de to mikrofoner.
Så herfra ingen tvivl om stereo er det ultimative. Der behøves hverken ambio- eller quadrefoni.
Grunden til mange gamle monoplader alligevel, musikalsk set, kan lydde bedre er,
de jo netop er optaget/indspillet, og godkendt af musikerne, til mono og ikke eftermanipuleret til stereo.

sorry gutter, men jeg ville ikke gide at test lytte på en gammel mono fil, uanset hvor meget i kalder den god og fin..
gad vide om man siger det samme om stereo filer, om 50 år ?

TommyBoy skrev: sorry gutter, men jeg ville ikke gide at test lytte på en gammel mono fil, uanset hvor meget i kalder den god og fin..
gad vide om man siger det samme om stereo filer, om 50 år ?

Nu er det jo efterhånden mere end 40 år siden, at man troede, at 4 kanals lyd ville være det eneste, som man ville gide lytte på.
Senere har man forsøgt sig med surround sound, som heller ikke rigtig har vundet alle menneskers hjerte.
Min tro er, at vi nok må nøjes med 2 eller højest 3 højtalere, hvis vi skal være realistiske.
Mono er dog nok lige i underkanten

Jeg har en opsamling på cd med James Brown. En del af numrene er i mono. De numre er mere lige på og hårdt. JB er rykket helt frem i lydbilledet og de er ligesom mere intime end de øvrige numre på pladen. Er de mere korrekte eller bedre end de andre numre på pladen, nej det er de nok ikke, men for h...... hvor er de medrivende ved høje lydtryk. Skål.

Jeg vil da så sandelig også fortrække plader indspilles i stereo.
Men de plader, der i tidernes morgen blev indspillet i mono, lyder ofte bedst på den måde.