DIY :-)

Jeg aner ikke hvem der har lavet hvad og hvem der kom først, men JBL lavede engang en PWM forstærker til noget subwoofer og det er vel 30-40 år siden.
Den kunne sikkert også kun bruges til lave frekvenser, men det var i et gammelt high fidelity det stod skrevet.

@RT

Jeg siger ikke, at B&O opfandt klasse D forstærkeren, men jeg siger, at det var dem der sammen med Karsten Nielsen, fik hævet standarden så meget, at teknologien kunne anvendes i high fidelity audio.
Før ICE var klasse D i realiteten ubrugeligt.
Hvis ikke det blot lød dårligt, så brændte det af, så snart du vendte blikket væk.

ICE fik styr på stabiliteten, og de fik data af en helt anden klasse, end man havde været vandt til med klasse D.
Sidenhen er udviklingen gået i klasse D´s retning, og nu er man fuldt ud på højde med de bedste lineære forstærkere, og i visse tilfælde langt forbi.

Siden har vi set andre nærme sig og i visse tilfælde passere ICE, men det ændrer ikke på, at tigerspringet skete hos Bang & Luffe.

Kaj. skrev: Nielsen, du skærer i såret fra dengang Bang og Olufsen ikke lod et af lodderne tilfalde mig, da de søgte lærlinge i '72.

"Nedgradering", skrev Kjeldsen. Jeg har ikke hørt nogen af de to. Originalen eller Hypex'en. Det jeg kan konstatere er, at der har været problemer med biasjusteringen med deraf resulterende crossover forvrængning.

Var der et problem med bias, eller er det gætterier ?

Nielsen skrev: @RT

Jeg siger ikke, at B&O opfandt klasse D forstærkeren, men jeg siger, at det var dem der sammen med Karsten Nielsen, fik hævet standarden så meget, at teknologien kunne anvendes i high fidelity audio.
Før ICE var klasse D i realiteten ubrugeligt.
Hvis ikke det blot lød dårligt, så brændte det af, så snart du vendte blikket væk.

ICE fik styr på stabiliteten, og de fik data af en helt anden klasse, end man havde været vandt til med klasse D.
Sidenhen er udviklingen gået i klasse D´s retning, og nu er man fuldt ud på højde med de bedste lineære forstærkere, og i visse tilfælde langt forbi.

Siden har vi set andre nærme sig og i visse tilfælde passere ICE, men det ændrer ikke på, at tigerspringet skete hos Bang & Luffe.

Jeg skal ikke kunne sige det, der er efterhånden mange forskellige Kl.D forstærkere.
Jeg har langt fra hørt alle men jeg har stadig til gode at høre en KL.D der er bedre end de bedre lineære forstærkere.
Af det Kl.D jeg har hørt, mangler der stadig en del før de tiltaler mig.
De er måske ganske korrekte mht målinger osv, men det er som om musik glæden/gløden forsvinder når der kommer en Kl.D på.

Ribbontweeter skrev:

Kaj. skrev: Nielsen, du skærer i såret fra dengang Bang og Olufsen ikke lod et af lodderne tilfalde mig, da de søgte lærlinge i '72.

"Nedgradering", skrev Kjeldsen. Jeg har ikke hørt nogen af de to. Originalen eller Hypex'en. Det jeg kan konstatere er, at der har været problemer med biasjusteringen med deraf resulterende crossover forvrængning.

Var der et problem med bias, eller er det gætterier ?

Jeg giver mig ikke af med at sprede rygter, hvis jeg kan undgå det. Her er et eksempel. . Og selv om "én svale ikke gør nogen sommer" er der grund til at konstruktionen giver anledning til særlig opmærksomhed på problematikken. Fordi......

Med tre på hinanden følgende basis-emitter strækninger i hver halvdel af forstærkerkredsløbet fra biaskredsløb til udgang bliver temperaturstyring af bias en udfordring. Basis-emitter spændingen i en halvleder falder med stigende temperatur og ukompenseret forårsager det "thermal runaway". Derfor er biastransistoren termisk forbundet til kølepladen. Med den beskedne køleplade og de mange temperaturfølsomme basis-emitter overgange i Densen forstærkeren er det nødvendigt at balancere på en knivsæg med hensyn til bias. På den baggrund er det nemt at forstå, at underbias og crossover forvrængning kan forekomme.

Densen B-100 diagram.


Jeg anvender selv tre sæt transistorer (basis-emitter overgange) i min forstærker fra biaskredsløb til udgangen og fik på den måde problematikken på tæt hold. Med den konsekvens at jeg måtte ændre bias kredsløbet fra en transistor til to transistorer i darlingtonkobling suppleret med en diode. Med ensartet bias i såvel kold som driftsvarm tilstand, som resultat. Udfordringen er at få biaskredsløb og transistorernes temperatur afhængige basis-emitter spændinger til at følges ad ved alle temperaturer (med svagt negativ karakteristik). Ud over stabil bias fik jeg andre uventede forbedringer af lyden i tilgift. Link. .

Formålet var først og fremmest at få styr på de mange temperatur og bias afhængige basis-emitter overgange. Hvor mange gange hører man ikke forklaringen "at min forstærker lyder bedst når den er varmet op"? For er den underbias'ed på grund af utilstrækkelig regulering, justeret til at være korrekt ved driftstemperatur er det da en særdeles troværdig forklaring om at den skal være varm før den spiller ordentligt. Men sådan behøver det ikke være, opdagede jeg som resultat af at lede efter en løsning på bias og "thermal runaway".

Nielsen skrev: @RT

Jeg siger ikke, at B&O opfandt klasse D forstærkeren, men jeg siger, at det var dem der sammen med Karsten Nielsen, fik hævet standarden så meget, at teknologien kunne anvendes i high fidelity audio.
Før ICE var klasse D i realiteten ubrugeligt.
Hvis ikke det blot lød dårligt, så brændte det af, så snart du vendte blikket væk.

ICE fik styr på stabiliteten, og de fik data af en helt anden klasse, end man havde været vandt til med klasse D.
Sidenhen er udviklingen gået i klasse D´s retning, og nu er man fuldt ud på højde med de bedste lineære forstærkere, og i visse tilfælde langt forbi.

Siden har vi set andre nærme sig og i visse tilfælde passere ICE, men det ændrer ikke på, at tigerspringet skete hos Bang & Luffe.

Risager og Tripathi var klar på nogenlunde samme tid. Og der er vist ingen tvivl om hvem der prioriterede full range lydkvalitet højest

Kjeldsen skrev: Risager og Tripathi var klar på nogenlunde samme tid. Og der er vist ingen tvivl om hvem der prioriterede full range lydkvalitet højest

@Kjeldsen

Det gjorde B&O helt klart.
Tripath er nok det værste eksempel på klasse D jeg har hørt.
Stabiliteten i dem var også meget ringe, de fes af i store mængder.

Bang & Olufsens A moduler er faktisk et af de mest ambitiøse klasse D moduler der er lavet, men de er forsynet med en buffer og et indgangsfilter, som helst skal uden om.
De har heller ikke SMPS on board, så dem kan man sagtens drive med et par lineære supplies.
Jeg har hørt dem sidst i en Rotel forstærker, hvor Rotel vist nok selv havde lavet en buffer til dem.

@RT
Klasse D kan være mange ting og af mange årsager, så det er svært, at stryge det hele over en kam.
Efter min hukommelse så tror jeg nok, at den værste forstærker jeg har hørt i nyere tid er en klasse D faktisk. Men til gengæld er nogle af de bedste jeg har hørt også klasse D.
Og udviklingen af komponenter der indgår i klasse D, er nok de eneste, som faktisk undergår udvikling for tiden.

@Kaj
Til den med bias i en Densen forstærker vil jeg sige, at den nok stod så lavt ab Densen i sin tid.
De er justeret til nærmest ingen bias, og forvrængningen på selv topmodellen er så høj, at man undres.
I øvrigt så ændrer et trimme potentiometer ikke værdi over tid, det er nok nærmere de øvrige komponenter i kredsløbet der ændrer sig, og derfor har brug for kompensation.

Nielsen skrev:

Kjeldsen skrev: Risager og Tripathi var klar på nogenlunde samme tid. Og der er vist ingen tvivl om hvem der prioriterede full range lydkvalitet højest

@Kjeldsen

Det gjorde B&O helt klart.
Tripath er nok det værste eksempel på klasse D jeg har hørt.
Stabiliteten i dem var også meget ringe, de fes af i store mængder.

Bang & Olufsens A moduler er faktisk et af de mest ambitiøse klasse D moduler der er lavet, men de er forsynet med en buffer og et indgangsfilter, som helst skal uden om.
De har heller ikke SMPS on board, så dem kan man sagtens drive med et par lineære supplies.
Jeg har hørt dem sidst i en Rotel forstærker, hvor Rotel vist nok selv havde lavet en buffer til dem.

Sludder. Risagers er det mest ambitiøse og bedst lydende. Tripath har jeg selv. Den kører hver dag og har gjort det i mange år. Der findes rigtigt mange tripath derude der ikke brænder af. Du hæfter dig naturligvis ved dem som brænder af, fordi B&O skal være bedst.

@Kjeldsen
Jeg har lyttet til begge dele, og Tripath er ikke noget jeg gider beskæftige mig med.

Nielsen skrev: @Kjeldsen
Jeg har lyttet til begge dele, og Tripath er ikke noget jeg gider beskæftige mig med.

Det var ikke pointen. Pointen er at Tripath IKKE brænder af. Der har siddet millioner af tripath i små anlæg og TV. De brænder ikke af. At der er amatører der har bikset noget sammen som futter af, er ikke tripaths skyld. Pointen var også at ICEpower ikke var først, men der var mindst tre på samme tid, med hver deres teknologi.

Peavy var også på forkant i 70'erne (lidt for hurtige ift teknologien), og infinity lavede også klasse D til biler ret tidligt. De futtede heller ikke af, og lød faktisk ret godt, også til hifi (jeps jeg har prøvet - jeg vidste ikke dengang hvad det var, men kunne blot konstatere at dette var langt bedre end det relativt dyre Sony og Kenwood som jeg også kunne lege med)

@Kjeldsen
B&O var dem, der førte klasse D ind i high end, fordi deres forstærkere holdt hvad de lovede, og var urokkeligt stabile.
PÅ den tid og en hel del år frem, var der ingen der kunne røre dem, heller ikke Tripath.
Om Tripath brænder af eller ej i større stil, har jeg ikke lavet statistik på, men jeg kender nogen der opgav dem af samme årsag.
Jeg tror det var i forbindelse med tilslutning og fratagning af højtalere, der slog de fleste af dem ihjel.
Det er et kendt fænomen, som jeg har set en del klasse D forstærkere lide af inkl. en af dine ::
Men udover den, så har også en NuForce og en Tripath taget billetten her hos mig, og så nogen jeg ikke husker navnet på.
Jeg har også haft besøg af en, som havde belastningsmodstande med til sin Tripath, fordi han udmærket kendte problemet med modulerne.

Men de findes jo slet ikke mere, hvilket blot gør dem endnu mere uinteressante, så fred med dem.

Nielsen skrev: @RT
Klasse D kan være mange ting og af mange årsager, så det er svært, at stryge det hele over en kam.
Efter min hukommelse så tror jeg nok, at den værste forstærker jeg har hørt i nyere tid er en klasse D faktisk. Men til gengæld er nogle af de bedste jeg har hørt også klasse D.
Og udviklingen af komponenter der indgår i klasse D, er nok de eneste, som faktisk undergår udvikling for tiden.

Ja der er sikkert lige så stor forskel på Kl.D som på alle andre.
Jeg tror bare jeg søger en anden "lyd" end Kl.D leverer.
Vi 2 er også meget forskellige mht ønsket om lyd - tror jeg.

@RT

Jeg tror nu ikke opfattelsen er så forskellig.
Det jeg gerne vil er, at slå min Gravity på alle områder, men med lavere støj, lavere THD og ikke mindst lavere effektoptag.
Det vil være sådan en rar ting, idet man så ikke spekulerer på powerampen mere.
Den er der bare, og så kan man rode videre med andre ting.

Kjeldsen skrev:

Nielsen skrev: @Kjeldsen
Jeg har lyttet til begge dele, og Tripath er ikke noget jeg gider beskæftige mig med.

Det var ikke pointen. Pointen er at Tripath IKKE brænder af. Der har siddet millioner af tripath i små anlæg og TV. De brænder ikke af. At der er amatører der har bikset noget sammen som futter af, er ikke tripaths skyld. Pointen var også at ICEpower ikke var først, men der var mindst tre på samme tid, med hver deres teknologi.

Peavy var også på forkant i 70'erne (lidt for hurtige ift teknologien), og infinity lavede også klasse D til biler ret tidligt. De futtede heller ikke af, og lød faktisk ret godt, også til hifi (jeps jeg har prøvet - jeg vidste ikke dengang hvad det var, men kunne blot konstatere at dette var langt bedre end det relativt dyre Sony og Kenwood som jeg også kunne lege med)

Pb til dig.

Det er IMO interessant, at h're lidt om, hvorfor folk overhovedet går i gang med DIY.
Jeg kan hurtigt nævne det der skød vore projekter igang.

Udgangspunktet var, at jeg gerne ville have en DAC, som byggede på samme design idéer som mit forstærkersæt gjorde.
Det betingede diskret opbygning, umodkoblede kredsløb, DC kobling og strømstærkt push pull design.
Jeg kiggede efter sådan en fætter allevegne, men fandt ingen.
Med andre ord var der ingen vej uden om et DIY projekt, hvis drømmen skulle gå i opfyldelse.
Og selv nu en del år senere, står det faktisk nogenlunde ligeledes til.
Diskrete konstruktioner er meget sjældne, og når de findes, så er de ofte hårdt modkoblede, for at få måledata op på linie med de op-amp baserede. Ud over det finder man ofte koblingskondensatorer og helt almindelige LM regulatorer i selv meget dyrt grej.

Det var faktisk det der gjorde, at vi gik ig ang.

Hvad var det der fik I andre op af sofaen?